Debat


Er domstole bare et fedt?

Af Lave K. Broch og Jørgen Raffnsøe, ordførere for Radikalt EU-kritisk Netværk

Debatindlæg bragt i Dagbladet Information 11. august 2008



I sagen om EF-domstolen kan man hurtigt få opfattelsen at det er da fedt at en international domstol giver regeringen en over snuden i forhold til udlændingepolitikken. Men det er ikke ligegyldigt hvordan det sker, og det er heller ikke ligegyldigt hvilken domstol der gør det.

EF-domstolen adskiller sig fra andre domstole fordi den i sine tolkninger af EU-lovgivning faktisk laver ny lovgivning. Dette er et demokratisk problem på linje med at EU-kommissionen har monopol på at stille lovforslag i EU. Lovgivning bør skabes af folket eller af folkets repræsentanter og ikke af andre instanser. Det er i den forbindelse ligegyldigt om man kan have sympati for den lovgivning, der udvikles af ikke-demokratiske organer.

Det er heller ikke et fedt om det er EF-domstolen eller Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ellers FN’s menneskerettighedskomité der forholder sig til et spørgsmål. Primært fordi medlemskredsen er større i de andre fora, og at det er igennem Europarådet og FN at de universelle menneskerettigheder udvikles. Hvis vi ønsker at præge den øvrige verden, bør vi også huske at bruge de organer der kan styrke menneskerettighederne i hele Europa eller hele verden.

EF-domstolen er derfor ikke en vej at gå hvis man ønsker at skabe en humanistisk og demokratisk fremtid.