Pressemeddelelse fra Radikalt EU-kritisk Netværk den 24. april 2008:


Radikale MF'ere er med til at undergrave demokratiet

Radikalt EU-kritisk Netværk, der består af medlemmer af Det Radikale Venstre, tager klart afstand fra den radikale folketingsgruppes godkendelse af Lissabon-traktaten uden en folkeafstemning.

"At et flertal i Folketinget i dag har godkendt Lissabon-traktaten uden folkeafstemning er et gigantisk vælgerbedrag. Det er desuden meget skuffende, at den radikale folketingsgruppe har støttet en godkendelse af Lissabon-traktaten, uden at befolkningen blev spurgt i en folkeafstemning" udtaler Bjørn Elmquist, advokat og tidl. radikal MF.

"Den radikale folketingsgruppe har henvist til at vi har et repræsentativt demokrati, men hvordan kan Folketingsflertallet være repræsentativt når der ikke var nogen debat om Lissabon-traktaten forud for folketingsvalget sidste år. Der er desuden den afgørende forskel at en godkendelse af Lissabon-traktaten vil binde kommende Folketing i meget lang tid. Denne lov kan derfor ikke sammenlignes med en almindelig lov og derfor burde folket være spurgt" udtaler Lave K. Broch, den ene af de to ordførere for Radikalt EU-kritisk Netværk.

"Radikalt EU-kritisk Netværk ser meget alvorligt på denne sag. Den radikale folketingsgruppe har ikke kun svigtet demokratiet og deltaget i et vælgerbedrag. Gruppen har også set stort på det radikale principprogram. Sidste ord er ikke sagt i denne sag" udtaler Jørgen Raffnsøe, der er den anden ordfører for Radikalt EU-kritisk Netværk.

Radikalt EU-kritisk Netværk er en af 11 organisationer, der bakker op om markeringen for folkeafstemning i dag kl. 16-17 på Gammeltorv i København.

Yderligere oplysninger:

www.radikaleukritik.dk

Bjørn Elmquist: tlf. 51 20 07 76 - e-mail: bjorn.elmquist@Advokathca.dk
Lave K. Broch: tlf. 28 92 21 27 - e-mail: lave@broch.dk
Jørgen Raffnsøe: tlf. 23 24 21 42 - e-mail: raf@hedvig.org