I dag underskriver EU-landenes ledere en "Traktat om en Forfatning for Europa", og derefter skal alle EU-lande træffe en beslutning om den. Forfatningen vil give EU egenskaber, der er væsentlige for en stat: et flag, en nationalsang, en hær, en valuta, en juridisk forrang, et motto og en nationaldag, alt sammen kombineret med monopol på det udenrigspolitiske område og ret til at udvide sin egen magt uden samtykke fra de nationale parlamenter. Stadig mere EU-lovgivning for EU-staterne kommer til at udgå fra EU-Kommissionen.

Det er ikke et projekt, Europas folk har bedt om. Kritikken af det kan opdeles i to hovedstrømninger. For det første kan man kritisere en udvikling i retning mod at gøre Europa til en demokratisk føderation, der minder om USA eller Tyskland, fordi behovet for et sådant projekt er tvivlsomt, og fordi det vil være naivt at tro på, at en sådan stat vil kunne forenes med sandt demokrati i en forudsigelig fremtid. Det ville nemlig kræve en bred debat blandt borgerne. Og det ville igen kræve et fælles sprog, fælles medier og en solidarisk fællesskabsfølelse i hele Europa, som det ikke vil være realistisk at forvente i indeværende århundrede.

Hvem er det, som virkelig ønsker dette, og hvad ville man vinde ved en sådan massiv nedbrydning af Europas mangfoldighed og dynamik? Det europæiske integrationsprojekt er allerede i fuld gang med at reducere debatten om fremtiden i alle EU-landene til disputter om, hvor hurtigt og hvor langt den tiltagende overførelse af magt til EU og den deraf følgende beskæring af de nationale parlamenters og vælgeres magt skal gå.

Den anden kritiske strømning går ud på, at EU-grundloven skulle have magt til at fremme højre- eller venstrepolitik i uacceptabel grad. Dette tilsyneladende paradoks kommer af, at EU-grundloven ikke er politisk neutral, når det gælder ideologi, sådan som en ordentlig demokratisk grundlov burde være. Kernen i denne opfattelse findes i en historisk set enestående kombination af visse varianter af såvel venstre- som højrepolitik, som man har beskrevet som rummende "det værste af begge verdener".

EU understøtter et enormt bureaukrati, som stiler efter at lave regler for hvert eneste produkt og udstrække sin juridiske kontrol til stadig flere af tilværelsens områder. Samtidig fremmer EU de største europæisk baserede transnationale selskabers interesser. EU-grundlovens bestemmelser om kapitalens fri bevægelighed mellem EU og resten af verden tager sigte på at understøtte disse selskabers ønske om at kunne bevæge sig derhen, hvor lønningerne er lavest og miljøbestemmelserne svagest, og den omfattende harmonisering af produkter har som mål at give dem fordele på grund af deres størrelse.

Kontroversielle spørgsmål om venstre og højre – og de aktuelle disputter om vækst i modsætning til miljøbeskyttelse og lignende – bør overlades til debatter blandt folkene i Europa og ikke låses fast som forfatningsmæssige imperativer i et dokument, som det vil være praktisk talt umuligt at ændre i på disse grundlæggende områder, hvis forslaget bliver ratificeret.

Vi, der underskriver dette, mener, at det i høj grad vil være ønskeligt at revidere de eksisterende traktater om Den Europæiske Union; men den foreliggende bestræbelse er ulykkeligvis slået fejl. Traktatforslaget har imidlertid ført en god ting med sig, nemlig at der nu vil blive afholdt folkeafstemninger i flere lande. Det vil stimulere en ordentlig debat om Europas fremtid, især hvis disse folkeafstemninger kommer til at foregå på en retfærdig måde, hvor begge opfattelser får lige store ressourcer og samme medieadgang. Lederne i de EU-lande, der hidtil har afvist at udskrive en folkeafstemning, kan stadig nå at skifte mening, så deres borgere får lejlighed til at tage del i denne livsvigtige debat og beslutningsproces.

Det er nødvendigt at komme i gang med en europæisk debat, fordi det er muligt, at forslaget til EU-grundlov bliver afvist i mindst ét land, og hvis det sker, er EU-grundloven død. Traktaten vil nemlig ikke kunne træde i kraft i nogen af EU-landene, medmindre den træder i kraft i dem alle. Historisk har de europæiske ledere været dårlige til at respektere dette princip, og de har i stedet udskrevet en ny afstemning om en traktat i de lande, der har afvist den, idet de har tilføjet en eller anden ikke-bindende erklæring for at få vælgerne til at skifte mening. Et folks demokratiske afgørelse bør respekteres. Hvis den situation opstår denne gang, skal et "Nej" betyde "Nej".

Hvis EU-grundloven afvises i blot et enkelt EU-land, vil det være en fortræffelig anledning til at standse op og tænke sig om. Hvorfor haster det så meget med at få en grundlov for EU-staten? Det, vi virkelig har brug for, er en grundig og bred debat blandt vore folk, der fører til visioner om fremtiden. En sådan europæisk folkedebat bør behandle måder og midler, der kan føre til en virkelig folkelig og ikke-elitær struktur for et samarbejde i Europa, hvor demokratiets grundlæggende principper tages i anvendelse. Det er nødvendigt at få en offentlig debat om noget andet end EU-grundlovens fait accompli, der er skabt af en håndfuld af Europas toppolitikere og bureaukrater.

Vi appellerer til folkene i de EU-lande, der skal have folkeafstemning, om at stemme nej til den foreslåede EU-grundlov. Vi beder regeringerne i de lande, som endnu ikke er gået ind på at afholde folkeafstemninger, om at slutte sig til de lande, som får en folkeafstemning. På den måde kan vi skabe tid og rum for en ordentlig offentlig debat om Europas fremtid, og det vil være den bedste måde at opmuntre virkeligt internationalt samarbejde på på vort kontinent i denne dynamiske moderne verden.

Af:
Ole Krarup, Europa-Parla-mentsmedlem (Folkebevægelsen mod EU)
Jørgen Raffnsøe, ordfører (Radikalt EU-kritisk Netværk)
Hanne Dahl (JuniBe-vægelsen)
Trygve Vedum, formand (Center-partiets Ungdom, Norge)
Carl Schlyter, Europa- parlamentsmedlem (Miljøpartiet, Sverige)
Hans Lindqvist, formand (Centerpartiets EU-kritiske Netværk, Sverige)
Ulla Klötzer, forkvinde (Alternativ til EU, Finland)
Antti Pesonen, formand (League for Free Finland, Finland)
Normunds Grostins, formand (Movement for Indepen-dence, Letland)
Anthony Cough-lan, landsekretær (National Platform, Irland)
Roger Cole, formand (Peace and Neutrality Alliance, Irland)
John Boyd, landssekretær (Campaign Against Euro-Federalism, Storbritannien)
Nicu Bazga, koordinator (Attac, Rumænien)
Leopoldo Salqui (Another Democracy is Possible, Spanien) og
Lukas Reimann, formand (Young4Fun, Schweiz)