Skal vi være sammensmeltere? eller
Del jer efter anskuelser
Læserbrev til Radikal Politik hjemmeside
Af
Gustav Sieg Sørensen, Hørdum
Hørup ville dele efter anskuelser
I Radikal Politik nr. 6/2204 har Frederik Berling et indlæg, hvor han kritiserer de radikale, der - som undertegnede - stiller op for Folkebevægelsen mod EU.
Jeg er helt enig i overskriften "Del jer efter anskuelser", men ikke i resten af Berlings indlæg.
Da Viggo Hørup formulerede sin opfordring omkring 1890, så han 2 hovedstrømninger i det danske folk; "de, der ville frem, og de, der ville tilbage".
Tilbagegangspartiet var Højre, der den blev ledet af den diktatoriske statsminister J. B. S. Estrup.
De, der ville frem, var "Folketingets Venstre" - datidens radikale venstre, hvor een fraktion blev ledet af Christen Berg, mens Hørup selv var frontfigur i den anden radikale fraktion.
Hørup var vred på "Det forhandlende Venstre" eller "De moderate". Grunden var, at den moderate leder Frede Bojsen forsøgte at få Højre og Venstre til at samarbejde.
Hørup kaldte hånligt De Moderate for "sammensmelterne", og han opfordrede vælgerne fra det "mudrede" moderate parti til at "dele sig efter anskuelser" således, at demokratiske moderate stemte radikalt, mens konservative moderate passende kunne stemme på Højre.
Dahlgaard og de 3 hovedanskuelser
Omkring 1950 genoptog den tidligere radikale indenrigsminister Bertel Dahlgaard Hørups idé om at dele sig efter anskuelser. Dahlgaard mente, at opdelingen i "de 4 store, gamle partier" (S, R, V og K) var forældet. I stedet burde vælgerne dele sig mellem 3 partier:
- Et moderat konservativt parti (De konservative og en del af Venstre).
- Et social-liberalt parti (resten af Venstre, en del af Socialdemokratiet samt hele Det radikale Venstre).
- Et (efterhåndent) moderat socialistisk parti (resten af Socialdemokratiet).
Dahlgaard vurderede, at disse 3 strømninger eller hovedanskuelser i folket, hver for sig havde tilslutning fra ca. en tredjedel af vælgerne.
Tre europapolitiske strømninger
I europapolitikken er der - både i Danmark og i andre lande - tre hovedstrømninger:
- en EU-kritisk strømning, der i Danmark klarest er repræsenteret af Folkebevægelsen mod EU.
- en jubel-europæisk strømning, der i 1980'erne klarest var repræsenteret af Erhard Jakobsen fra Centrumdemokraterne.
- en pragmatisk strømning, der her i landet klarest er præsenteret af Kristendemokraterne.
Demokratisk set er det ærgerligt, at Centrumdemokraterne for 10 år siden røg ud af EU-parlamentet. Det er også ærgerligt, at Kristeligt Folkeparti/Kristendemokraterne aldrig har fået en dansk repræsentant i EU-parlamentets store kristendemokratiske gruppe.
Det gav den danske Europa-debat et løft, at Folkebevægelsen fik god tilslutning ved de 3 første EU-valg. Omvendt har senere dårlige valg for Folkebevægelsen - sammen med fraværet af CD og de danske kristendemokrater - gjort EU-debatten mere mudret.
Både i Danmark og i andre lande har EU-valgene været præget af landspolitisk fnidder. Derfor har stemmeprocenterne - helt efter fortjeneste - været lave i de fleste lande.
I Danmark har vi tradition for en høj valgdeltagelse ved folkeafstemningerne om EU. Dette viser, at den folkelige interesse er der. Fremtidige EU-valg med en klarere markering af de 3 europa- politiske alternativer vil derfor give en højere valgdeltagelse.
Nutidens sammensmeltere
De socialradikale pionerer, der startede det moderne Radikale Venstre for 99 år siden, var optaget af at sikre det folkelige selvstyre - også i kommunerne og i menighederne. Derimod drømte datidens radikale ikke om, at landspolitiske partier skulle stille op ved kommunal- og menighedsrådsvalg.
Helt frem til 1970 var landkommunerne prægede af tværpolitiske lokalpolitiske lister, mens menighedsrådene var prægede af kirkepolitiske lister (grundtvigske og missionske).
Ved EU-valgene burde vælgerne ikke være bundne af landspolitiske fordomme, men i stedet dele sig efter deres europapolitiske anskuelser.
Nutidens sammensmeltere er dem, der synes, at kirkepolitik, lokalpolitik, landspolitik og europapolitik kan være "et fedt", og at de samme (landspolitiske) partier derfor bør have et faktisk monopol på at stille op til de 4 meget forskellige forsamlinger.
Demokratiet lykkes først, når vi vælgere opdager, at menighedsrådet, kommunalbestyrelsen, folketinget og EU-parlamentet har meget forskellige opgaver, og at vi derfor bør dele os efter anskuelser på forskellige måder ved de 4 valg.
Jeg vil gerne opfordre Frederik Berling og ligesindede til at tage deres landspolitiske skyklapper af. Europapolitik og landspolitik er ikke en gang ensartet pærevælling.
Med venlig hilsen
Gustav Sieg Sørensen
Snedsted Thy
17. september 2004