DEBATINDLÆG

Af Ditte Staun
EU-parlamentskandidat, Folkebevægelsen mod EU

„En så konsekvent modstanderholdning, som Ditte Staun repræsenterer, ligger så langt fra partiets internationalt orienterede holdning til europæisk samarbejde, at det virker helt absurd, at hun kan føle sig som radikal“. Sådan slutter Johannes Lebech sin anmeldelse af debathæftet, „Hvad sker der med EU?“, som Radikalt EUkritisk Netværk står bag.

Debathæftet er tænkt som et bidrag til EU-debatten i et parti, hvis medlemmer tæller såvel føderalister som skeptikere og modstandere. Det er i Det Radikale Venstres ånd at få bredden og meningsforskellene frem. Det er netop værdsættelsen af den politiske samtale, som tiltaler mig ved partiet. Sindelagskontrol er, som Lebech i øvrigt pointerer, langt fra de radikale grundprincipper. Det er grundprincipperne og et fælles værdigrundlag, der samler os.

Lehbechs fejlslutning
Der er tale om en fejlslutning, når Lebech konkluderer, at internationalisme og det at arbejde for et fornuftigt europæisk samarbejde er uforeneligt med at være konsekvent modstander af Den Europæiske Union. Folkebevægelsen mod EU har opstillet tre nuværende medlemmer og et enkelt tidligere medlem af Det Radikale Venstre til EUparlamentsvalget. Folkebevægelsen slår endda nordisk rekord ved at være den første liste, som opstiller en muslimsk kvinde til valget. Og så er Affra I. Kallash oven i købet radikal. Vi er alle tilhængere af forpligtende og ligeværdigt samarbejde om grænseoverskridende problemer, regionalt såvel som globalt.

Problemet EU
Min hovedanke går på den grundlæggende beslutningsstruktur i unionen. Denne beslutningsstruktur tilsidesætter de nationale demokratier og indeholder en temmelig entydig centraliserings-mekanisme. Nye politikområder bliver unionsanliggender ved hver traktatrevision, og det medfører nødvendigvis, at der sker en magtkoncentration. Og magtkoncentrationer har det med at tage magten fra os.

Medlemstaterne er ikke ligeværdige parter i et forpligtende politisk samarbejde. Det betyder, at EU faktisk ikke er et samarbejde mellem stater men en overstatslig sammenslutning. Det er ikke mindst tydeligt, når vi ser på de små lande. De stemmeregler, Konventets forslag til forfatning (læs: grundlov) for EU lægger op til, giver nemlig de største lande en de facto vetoret, mens resten er underlagt flertalsregler. Det er ikke svært at forstå, hvorfor Polen og Spanien kæmper for at bibeholde deres status som stort land, mens Frankrig og Tyskland ønsker at bevare en magtstruktur, som vil sikre dem fordelene ved en vetoret samtidig med, at beslutningseffektiviteten sikres. Men effektivitet er ikke et mål i sig selv. Demokrati og samtale tager tid, men betaler sig i den sidste ende, fordi løsningerne bliver langt mere holdbare. Nordisk Råd er et glimrende eksempel på, at man kan opnå resultater i et ligeværdigt samarbejde.

EU i konflikt med de radikale værdier
Centralismen og det manglende ligeværd mellem medlemsstaterne er indbyggede skævheder, der er i modstrid med sandt folkestyre. Det, jeg vender mig mod, er samarbejdets struktur – ikke europæisk samarbejde generelt. Samtidig har jeg svært ved at se, hvordan „farven“ på mange af de fælles politikker er forenelig med radikale grundværdier. Jeg tror, vi kan blive enige om, at blandt andet den fælles landbrugspolitik, toldmurene og underminering af FN ved ikke at kræve mandat herfra til militære EU-aktioner ikke er i god overensstemmelse med de radikale værdier.

Forskellen mellem tilhængerne af Den Europæiske Union og modstanderne i partiet skal findes i svaret på spørgsmålet: Kan unionen reformeres i en demokratisk, mere decentral retning med åbenhed i hele beslutningsprocessen? Nogle i partiet vil svare ja, men jeg mener, at der er tale om så grundlæggende systemfejl, at Danmark i stedet hellere bør satse på andre samarbejdsfora som fx EFTA, Nordisk Råd, Østersørådet og FN. Jeg mener at Danmark, Europa og verden er bedre tjent uden Den Europæiske Union. Det gør mig ikke mindre europæisk, international eller radikal.