Fra den dag i oktober 1972 da danske= rne med høj valgdeltagelse sagde klart ja til at indtræde i Det Europæiske Fællesskab, har debatten bølget om fordele, ulemper og perspektiver ved samarbejdet. Flere folkeafstemninger har henholdsvis bremset eller udviklet samarbejdet, og da hele det europæ= iske projekt er i tæt samspil med den politiske udvikling i Danmark, er det ikke mærkeligt, at der årligt afsættes midler til debat og oplysning om EU.

&nbs= p; Det Radikale Venstres landsmøder har igen og igen bekræftet partie= ts grundlæggende positive indstilling til både kernen i og perspektiverne i et udvidet europæisk samarbejde, så når = der med denne publikation kommer kritiske røster ind i det radikale kor, må det ikke opfattes som en svækkelse af partiets overordnede synspunkter. Formålet er at sætte fokus på centrale problemstillinger og lade forskellige fugle synge med hver deres næb.=

&nbs= p; Det Europa, som Det Radikale Venstre forestiller sig, er netop præget af mangfoldighed og fælles viljer, så det er naturligt at bruge offentlige oplysningsmidler til at udsende en debatbog, der både viser mangfoldighed og viljen til at gå sammen om et konkret projekt.<= /o:p>

&nbs= p; Det er mit håb, at den vil få mange læsere og vil få en= dnu flere til at beskæftige sig med det europæiske projekt, som ikke mindst efter forfatningstraktatens forlis har brug for folkelig medleven.

Søren Bald<= /p>

landsformand

Tilbage til toppen=

En ny europæisk start

Af Sissel Bjerrum og Mette Lykke Nielsen

Europa er ikke en ø omgivet af et hav af trusl= er. Europa er derimod en del af verden og omgives af et hav af muligheder, men også udfordringer. Den europæiske genopbygning efter Anden Verdenskrig førte til et samarbejde mellem stater, der resulterede i= et økonomisk og politisk mirakel. Derfor kan ingen i dag forestille sig= en krig mellem Frankrig og Tyskland. Efter udvidelsen af EU er Europa forenet,= og sporene fra Den Kolde Krigs opsplitning forsvinder gradvist. EU er med andre ord blevet voksen, og udfordringen i fremtiden bliver at stå på egne ben.

&nb= sp; Grundlaget for fremtidens EU skal samles i én traktat, som gør samarbejdsgrundlaget overskueligt både for medlemsstaterne og for befolkningen. Traktaten skal være en forfatning, der afspejler de vigtigste og grundlæggende mål og værdier for EU-samarbej= det. Man kan ikke kalde forfatningen for en grundlov for EU, da man stadig har d= en danske grundlov som øverste trin i den retslige trinfølge. EU-traktater ses som et supplement til den retslige trinfølge i Danmark, og det skal= stadig gøre sig gældende, selv om der er en ny forfatning, der samler alle tidligere traktater.

&nb= sp; Med den aktuelle tænkepause i EU står det klar, at vi må reflektere over EU-samarbejdet og definere, hvilke værdier og visioner der skal bære samarbejdet videre. Vi har set stats- og regeringschefe= rne være bange for at kommentere på EU-spørgsmål. Vi h= ar oplevet en Kommission, der uden held har igangsat Plan Demokrati – en kampagne der skal få borgerne til at diskutere EU. Problemet med kampagnen er, at Kommissionen ikke selv har deltaget aktivt i, hvordan arbe= jdet med Plan Demokrati skulle udmøntes i medlemsstaterne.

&nb= sp; I de følgende to afsnit vil vi komme med vores bud på, hvordan m= an skaber et effektivt, demokratisk og gennemsigtigt europæisk samarbejd= e, der bevæger sig videre mod nye mål.

EU’s arbejdsområder

En forfatning for EU skal minde borgere og politikere= om, hvad de vigtigste værdier for det europæiske samarbejde er. Belært af de katastrofale verdenskrige var fred og frihed de bærende idealer for oprettelsen af det der i dag er EU, og disse to værdier skal stadig stå i centrum for samarbejdet. <= /span>

&nb= sp; Forfatningstraktaten skal udpege de overordnede mål for unionen og dermed også de vigtigste arbejdsområder. Da det europæiske samarbejde blev grundlagt, var det med forståelsen af at velstand var en vigtig forudsætning for både fred og frihed. Denne velstand har EU-lan= dene for længst opnået. Landbrugsstøtten har sørget fo= r at bekæmpe sult og fattigdom i Europa, men er nu sammen med EU’s uansvarlige eksportstøtte årsag til sult i Den Tredje Verden. Støtteordningerne er medvirkende til at undergrave udviklingslandenes egen landsbrugsproduktion og eksport og bidrager derved til fattigdom og ustabilitet. Derfor er det ikke fornuftigt fortsat at have landbruget som omdrejningspunkt for unionen, og den europæiske landbrugssektor skal liberaliseres, lige som resten af den industrielle produktion for læn= gst er blevet det.

&nb= sp; Et nyt område skal derimod være med til at føre unionen ind= i fremtiden nemlig uddannelse og forskning. Europa skal i fremtiden leve af v= iden og innovation, og på dette område er der meget at vinde ved at styrke samarbejdet. Helt konkret kan man forestille sig større og be= dre forskningsmiljøer, eksempelvis gennem oprettelsen af europæiske eliteuniversiteter, hvor ekspertise og investeringer samles, således = at de europæiske universiteter bedre bliver i stand til at konkurrere me= d de førende universiteter i USA.

&nb= sp; Det større fokus på uddannelse og forskning går også hånd i hånd med et ønske om stadig større mobilit= et medlemslandene imellem. Øget mobilitet regnes for at være den væsentligste katalysator for at begrænse arbejdsløshed og inflation, samt at sikre økonomisk vækst og bedre konkurrencee= vne i en globaliseret verden. Det skal være både nemt og naturligt = at søge arbejde i og flytte mellem EU-landene, hvilket kræver at sproglige og bureaukratiske barrierer fjernes. Et skridt på vejen kunne være= at styrke engelsk som arbejdssprog, og at arbejde hen imod at de offentlige myndigheder i EU bliver i stand til at kommunikere på engelsk.

&nb= sp; Ud over at ændre på de indre forhold bør EU også arbe= jde for at EU’s centrale værdier – fred og frihed – også sikres uden for EU-landenes grænser. Det betyder stø= ;tte til demokratiudvikling, kampen for menneskerettigheder, uddannelse, sygdomsbekæmpelse, miljø og alle de goder som vi tager for giv= et. Ved i højere grad at koordinere en fokuseret indsats gennem EU vil d= er kunne opnås mere tydelige og holdbare resultater, eksempelvis ved at støtte projekter lavet af NGO’er i EU’s næromr&ari= ng;der som for eksempel på Balkan, i Mellemøsten og i Hviderusland. <= o:p>

&nb= sp; De vigtigste udenrigspolitiske midler for EU skal fortsat være politiske= og økonomiske, men i særlige tilfælde kan humanitære interventioner komme på tale, men de skal forstås som en akut u= dvej og ikke som den egentlige løsning. For at sætte EU i stand til= at gennemføre sådanne interventioner uafhængigt af USA bør EU i højere grad samarbejde militært.

&nb= sp; EU skal være ansvarlig for sin egen sikkerhed og påtage sig ansvar= et for sikkerheden i Unionens nærområde. Ved at give EU muligheden= for at gribe ind i konflikter undgår vi den situation som opstod under krigene på Balkan i 1990’erne.

&nb= sp; Den Europæiske Union skal med andre ord omdannes til en reel international spiller, der handler ud fra Europas og verdens interesser både inden = for miljøpolitik, handel, bistand og demokratiudvikling.

Føderalisme sikrer demokratiet i EU=

Det er ikke nok for EU, at man fokuserer på hvi= lke arbejdsområder Unionen skal arbejde med. En ny forfatningstraktat bør også udstikke rammerne for hvordan EU bliver mere demokrat= isk og effektiv. Traktaten bør udover de politiske rammer også behandle de institutionelle rammer, stemmevægte i institutionerne, kompetencefordeling mellem institutionerne og gennemsigtighed for den enkel= te borger. Det er nødvendigt, at EU definerer en klar strategi for det fremtidige samarbejde, og derfor er det en nødvendighed at det nuværende sammensurium af traktater erstattes af en forfatning, der samler gældende traktater i ét dokument.

&nb= sp; Diskussionen om Den Europæiske Unions fremtid præges af, at der er bred enig= hed om, at EU skal være demokratisk, gennemskueligt og have folkelig legitimitet. I de rodfæstede vestlige demokratier spiller de politiske partier en unik rolle, og er med til at sikre, at de regerende er folkevalg= te og har legitimitet, samt at de politiske systemer er forholdsvis gennemskuelige.

&nb= sp; Hvis man ser på EU i dag, lever unionen ikke op til de demokratiske grundk= rav. Europa-Parlamentet sammensætter ikke en regering, Kommissionen har eneretten til at stille lovforslag og sætte dagsordenen, og Ministerrådet har den reelle beslutningskompetence. Europa-Parlamentet deler derfor sine beføjelser med de andre EU-institutioner og funger= er fortrinsvis som et rådgivende organ. Europa-Parlamentets rolle er gen= nem tiden blevet styrket via traktatændringer, men Parlamentet har stadig ikke den helt store magt i EU-samarbejdet. Hvis man som os ønsker et visionært samarbejde for Europa og et Europa der bevæger sig fremad, er man nødt til at se på indretningen af institutioner= ne og undersøge, hvordan man gør samarbejdet mere effektivt.

&nb= sp; Europa skal stadig være baseret på et samarbejde mellem lande og mellem befolkninger. Enhver EU-beslutning bør kræve et flertal af både lande og et flertal af befolkninger i EU. Vi ønsker at EU får en institutionel ramme, der er føderalt inspireret. En mod= el hvor både nationalstaten og de europæiske institutioner skal ha= ve beslutningskompetence. Et tokammersystem hvor Ministerrådet og Europa-Parlamentet ligestilles i lovgivningsprocessen. Ligheden i lovgivningsprocessen skal gælde på alle EU’s politikområder. Begge kamre skal kunne sætte dagsorden og tage initiativ. Føderalismen har sine klare fordele i forbindelse med styrkelsen af legitimitet og gennemsigtighed i EU. Det er en demokratiform,= der kombinerer demokrati, effektiv problemløsning og hensynet til medlemsstaternes fortsatte autonomi.

&nb= sp; Føderalismens primære mål er at sikre den demokratiske repræsentation af folket. Man ønsker således at skabe konkrete og lettilgængelige muligheder for kommunikation mellem folket og de cent= rale politiske institutioner, samt at skabe repræsentativitet i de centrale institutioner. De centrale institutioner skal udøve deres politiske autoritet på grundlag af en skreven forfatning og uden hensyntagen ti= l snævre og kortsigtede nationale interesser.

&nb= sp; Ministerrådet bør, som i dag, baseres på en ligelig repræsentation af landene. Udover at fungere som i dag er der behov for nogle ændringer= i Ministerrådets måde at arbejde på. Målet er, at de fleste beslutninger i EU træffes med kvalificeret flertal. Samtidig m= ed en bestræbelse på at træffe flere beslutninger med kvalificeret flertal, ser vi gerne, at man foretager en reformation af vetoretten.

&nb= sp; Vetoretten skal stadig bevares, således at et medlem af Ministerrådet kan nedlægge veto på et hvilket som helst politikområde, dog = med den forskel at et veto kan ophæves, hvis det er kvalificeret flertal = for det både i Ministerrådet og Europa-Parlamentet. Som vetoretten = er udformet i dag, kan den føre til absurditeter, hvor lande nedlægger veto uden blik for fællesskabet, og uden at der i øvrigt er nogen der er enige med landet. Hvis man derimod skal have kvalificeret flertal for at afvise et veto, skal vetoet være velbegru= ndet for at blive opretholdt. Dermed sikrer man, at der er baggrund i et bredere politisk argument frem for en snæver national overvejelse.=

&nb= sp; Gennem denne føderalt inspirerede model forsøger vi at kanalisere me= re magt til de folkevalgte i Europa. Europa-Parlamentet skal udpege en regering blandt sine medlemmer, der skal erstatte det, vi i dag kender som Kommissio= nen. Denne regering skal godkendes af Ministerrådet, så man samtidig får EU’s medlemslande med i beslutningen. En af vores visioner = for EU er, at man begynder at benytte engelsk som arbejdssprog. Vi mener ikke b= lot, at det bør gælde arbejdspladserne rundt omkring i de europæiske lande, men også EU’s institutioner. Der skal stadig tages hensyn til borgerne, og derfor skal oversætterbistanden stadig oversætte alle dokumenterne til nationalsproget. De mundtlige forhandlinger i EU-systemet bør dog alle foregå på engel= sk. Dette er ikke et projekt, der kan lykkes fra den ene dag til den anden, men hvis man opnår at indføre en styrket engelskundervisning aller= ede i folkeskolen, kan projektet realiseres i løbet af få generationer.

&nb= sp; EF-domstolen skal fortsætte som hidtil, med juridisk bemyndigelse til at fortolke tvivlsspørgsmål i traktaterne, at fortolke den europæiske lovgivning og ret til at dømme stater såvel som privatpersoner= .

&nb= sp;

Valget til Parlamentet

Den model som vi ønsker, kræver ogs&arin= g; at man ser på opstilling til EU's parlamentsvalg. Som det ser ud i dag, = har vi ikke rigtige europæiske partier med et ægte europæisk mandat, som tilnærmelsesvist har samme legitimitet som partierne i de nationale partisystemer.

&nb= sp; Der eksisterer formelt tre europæiske partier: Socialdemokraterne i PSE (Parti Socialist Européen), de liberale i ELDR (European Liberal Democrat and Reform Party) og de konservative og kristendemokraterne i EPP (European Peoples Party). Partierne agerer i dag ikke som partier, i den forstand at det er muligt at stille op til for eksempelvis ELDR til Europa-parlamentsvalget, ej heller er den liberale gruppe selvstændigt repræsenteret i Europa-Parlamentet. De liberale har slået sig sammen med demokraterne og kalder i dag deres gruppe i Parlamentet ALDE (Alliance of Liberal and Democrats for Europe).

&nb= sp; Vi ønsker, at alle de fælleseuropæiske partier bliver opstillingsberettigede i alle EU-lande. I Danmark er både Venstre og Det Radikale Venstre medlemmer af ELDR. Hvis man føler sig tilknyttet til det europæiske parti og ikke til de to danske partier, har man ingen muli= ghed for at drive europæisk politik i Europa-parlamentet. Derudover skal kandidaters opstillingsmuligheder ikke være begrænset af deres = bopæl.

&nb= sp; Hvis kandidaten mener, at der er større mulighed for at blive valgt i Frankrig, selv om vedkommende er tysk statsborger, skal det være muli= gt at stille op i Frankrig. Hvis man vælger at stille op i et andet land= , er det naturligt, at man vælger at stille op gennem et fælleseurop= æisk parti.

Den europæiske drøm

Den europæiske drøm handler både o= m at turde tage ansvar for andre end sig selv, og om at gøre sig klart at intet menneske er en ø. Både den enkelte europæer og de europæiske stater er afhængige af andre og klarer sig bedre ved= at samarbejde end ved at stå alene.

   &nb= sp; Vi ønsker, at EU påtager sig et langt større ansvar for ve= rden omkring sig. Der skal således oprettes en udrykningsstyrke, der i særlige tilfælde kan rykke ud i Unionens nærområde. Landbrugssektoren skal liberaliseres, og demokratiudviklingen i udviklingslandene skal styrkes både i den egentlige statsstyring og på græsrodsniveau.

   &nb= sp; Der skal skabes større mobilitet ved at fjerne bureaukratiske barrierer = samt ved at indføre et fælles arbejdssprog, hvilket vil styrke EU’s konkurrenceevne i en globaliseret verden.

Vi ønsker et føderalt Europa, hvor stat= ernes fortsatte autonomi kombineres med et effektivt, gennemsigtigt og demokratisk samarbejde. Ministerrådet og Parlamentet skal ligestilles i lovgivningsprocessen, og på sigt skal opstilling til Europaparlaments= valg foregå gennem fælleseuropæiske partier. Vi mener, at der = er behov for at samle de nuværende traktater til en forfatning.

   &nb= sp; EU skal bygge på effektivitet, demokrati og gennemsigtighed. Det opn&ari= ng;s bedst ved at man sikrer at der er et bæredygtigt grundlag i form af én samlet forfatning.

Mette Lykke Nielsen (f. 1982) og Sissel Bjerrum (f= . 1979) er henholdsvis formand for og fhv. medlem af Radikal Ungdoms Europaudvalg. = Som en del af arbejdet i udvalget har de været med til at skrive programm= et The European Dream om Radikal Ungdoms visioner for EU i fremtiden. Mette Ly= kke Nielsen læser statskundskab på Århus Universitet, og Sissel Bjerrum er cand.mag. i samtidshistorie.

= Tilbage til toppen=

Et Europa og en verden uden skillelinjer =

Af Lave K. Broch og Ditte Staun

Vi vil ikke fremkomme med et forslag til en forandret EU-forfatning, da vi mener, at det er et forkert sted at begynde. Et samarb= ejde i Europa skal bygges nedefra, og udgangspunktet skal tage fat i menneskers behov og de udfordringer, som vores verden står over for. Samarbejdet skal også være udformet på en måde, så det bl= iver en naturlig del af folkestyret. Der er derfor brug for, at vi først = og fremmest forsøger at finde ud af, hvordan dette kan gøres.

En verden som legeplads

Som unge drømte vi om et Europa uden skillelin= jer. Et åbent Europa. Et Europa, hvor vi fjernede barrierer imellem landene uden at bygge nye mure mod resten af verden. Det endelige mål var, at hele verden kunne leve sammen i fred og venskabelighed.

   &nb= sp; Den drøm har vi stadigvæk. Et af de vigtigste mål med europæisk samarbejde bør derfor være at sætte mennesker i centrum. Sikre at vi kan rejse, bo, studere, handle og arbejde på tværs af grænserne. Kort sagt et Europa – og hel= st af alt en verden – som alles legeplads og plads til inspiration.

   &nb= sp; Hvis vi lærer hinanden bedre at kende, vil vi forhåbentlig nedbryde vores fordomme og samtidig få en hel masse ud af det. Både p&ar= ing; det personlige plan og staterne imellem. Vi vil lære af hinanden og b= live klogere. Vi vil møde nye venner og måske forelske os, og vi vil uden tvivl udvide vores horisonter og forstå, at ting kan løses på mange måder. Det skaber fremskridt i verden.

   &nb= sp; Men et sådant samarbejde kommer ikke af sig selv eller blot ved at lade markedet styre. Det er afgørende, at åbningen af arbejdsmarked= erne sker i respekt for de forskellige velfærdsmodeller og de enkelte mennesker – så vi ikke skaber et Europa, der fører til løndumping og udnyttelse af arbejdere fra de fattigere lande. Åbningen af arbejdsmarkederne skal derfor ske på baggrund af en respekt for de nationale løn- og arbejdsmarkedsregler – og ger= ne kombineret med en slags Marshallhjælp fra de rige lande i vest til de fattigere lande i øst.

Fredens projekt

EU-tilhængerne elsker at nævne, at det er vigtigt, at Frankrig og Tyskland ikke går i krig mod hinanden, men he= lt ærligt, så er risikoen for en krig mellem disse lande ikke længere særlig stor. De udfordringer, vi står over for sikkerhedspolitisk, er i dag nogle helt andre.

   &nb= sp; Det er for eksempel et endnu større fredsprojekt at sikre, at Rusland og Tyrkiet fortsætter ad demokratiets og retsstatens vej – samtidig med, at vi gennem FN gør alt for at hjælpe fattige og undertry= kte befolkninger i den øvrige verden. Vi må ikke mindst arbejde fo= r at få et positivt forhold til den muslimske del af verden.

   &nb= sp; Nogen vil hævde, at det jo netop er det, som EU går ud på ̵= 1; og andre vil hævde, at vi skal sikre fred og velstand i denne del af Europa, før vi begynder at se på globale udfordringer og barrierer. At EU skal gå ud på fred og velstand for hele verden står sin prøve hver dag – og man skal enten være b= lind eller fransk præsident og tidligere borgmester i Paris for ikke at ku= nne se problemer i EU. At vente med at se på internationale forhold, indt= il vi har løst tingene i Europa, er en sovepude, for hvornår vil = det ske, og hvornår er vi færdige? =             &nb= sp;            =             &nb= sp;            =     Risikerer vi ikke, at fokus på symbolske EU-projekter stjæler tid fra mere vigtige spørgsmål? Vi snakker EU-nummerplader og EU-forfatning, mens tusinder af børn dør hver dag af sygdomme, som de kan helbredes for.

Hvad med de væsentlige mål?

Det er også væsentligt, at vi forholder o= s til den store centralisering i EU. Hvis målet er at fjerne barrierer og s= ikre en fredelig udvikling, er der grund til at stille en række spørgsmål.

   &nb= sp; Hvorfor skal man blive ved med at centralisere og måske gøre det s&ari= ng; meget, at man glemmer mere væsentlige mål?
   &nb= sp; Hvorfor sætter vi ikke afviklingen af EU’s toldunion øverst p&ar= ing; vores dagsorden?

   &nb= sp; Hvorfor skal vi vente til 2013 med at ophæve EU’s eksportstøtte,= som er til stor skade for fattige lande?

   &nb= sp; Hvorfor fjerner vi ikke visumtvangen for for eksempel Rusland?

   &nb= sp; Hvorfor opbygger EU institutioner, som skal løse opgaver, der bedre kan løses i FN, Europarådet og OSCE?

   &nb= sp; Hvorfor stopper vi ikke den umoralske eksport af våben fra EU?

   &nb= sp; Vores svar er, at EU er blevet et mål i sig selv. Penge, systemudvikling og centralisering sættes højere end at fjerne barrierer og sikre = et samarbejde for borgerne i Europa (og resten af verden). <= /p>

Demokratisk underskud

Centraliseringen af beslutninger fører samtidi= g til en svækkelse af folkestyret og kan føre til en stor afmagt i befolkningerne. I dag er det således kun EU-kommissionen, der stiller lovforslag, og det er umuligt for selv et enigt dansk Folketing at æn= dre for eksempel madsminkedirektivet. &nb= sp;            =             &nb= sp;            =             &nb= sp;            =             &nb= sp;

   &nb= sp; Samtidig er særlige politikker nærmest indskrevet i såvel det nuværende traktatgrundlag som forslaget til EU-forfatning. Det begrænser mulighederne for et levende folkestyre og er hovedgrunden t= il, at en million underskrifter imod EU’s rejsecirkus ikke førte t= il nogen forandring.

   &nb= sp; For rejsecirkusset – EU-Parlamentets og dets medlemmers rejse frem og til= bage mellem Strasbourg, Luxembourg og Bruxelles – er beskyttet af traktatgrundlaget, og hvis EU-forfatningen vedtages, bliver »en forbedring af de militære kapaciteter« også til en politi= k, der ikke kan ændres.

   &nb= sp; At give EU-parlamentet mere magt inden for rammerne af en udemokratisk traktat= har ikke ført til et mere levende demokrati. Valgdeltagelsen har faktisk aldrig været så lav, som den var ved sidste EU-parlamentsvalg. = Det burde i sig selv få alle demokrater i Danmark og Europa til at tage spørgsmålet meget alvorligt. Men desværre har mange af EU’s regeringer valgt at fortsætte godkendelsen af EU-forfatnin= gen uden en reel dialog og uden en folkeafstemning.

   &nb= sp; EU-regeringerne glemmer ofte, at et levende demokrati forudsætter en levende debat. Derfor bør de nationale rammer være omdrejningspunktet for de enkelte landes internationale engagement – og der bør væ= re mulighed for, at de enkelte lande kan stille forslag om forandring.

Rusland og Tyrkiet må ikke skubbes væk

EU’s systemudvikling fører også ti= l nye barrierer, og de kan forhindre, at vi får et Europa uden skillelinjer. Meget tyder på, at Rusland og Tyrkiet er ved at blive skubbet væ= ;k fra os. Det vil være en meget uheldig udvikling.
   &nb= sp; Vi vil ikke anbefale, at disse lande træder ind i den union, som vi har i dag, eller den som er skitseret i EU-forfatningen. Men vi vil på det varmeste anbefale, at vi integrerer dem i et socioøkonomisk samarbej= de.

   &nb= sp; Det værste, som kan ske, er ikke, at Tyrkiet ikke kommer med i EU. Nej det værste er, at man først giver tyrkerne en masse forventninger = og derefter lukker døren lige for næsen af dem. Tyrkiet vil i den situation blive skubbet ud i ingenting, og det vil kunne føre til en radikalisering af landet.

   &nb= sp; Men det vil heller ikke være særlig smart at lukke dem ind i en total centraliseret union, hvor de nationale demokratier er begrænset ned til sokkeholderne. En så= dan union vil gøre alle Europas borgere utilfredse.

Mangfoldighed er Europas styrke=

Det er derfor afgørende, at vi bygger et europæisk hus, hvor der er plads til forskellighed.

   &nb= sp; Hvad skader det os, at svenskerne har Systembolaget, at englænderne bruger pund, at schweizerne ikke vil have lastbiler igennem alperne, eller at østrigere er imod genmodificerede produkter?

   &nb= sp; Og hvordan kan det være til skade for de andre EU-lande, at vi har en høj indregistreringsafgift på biler, eller at vi stiller stren= gere krav til transfedtsyre i pomfritter, fordi vi ved, at de giver hjertekarsygdomme? Det er jo netop mangfoldigheden i Europa, som er Europas styrke og skønhed.

   &nb= sp; Men selvfølgelig skal vi ikke acceptere et tæt samarbejde med lande, som bryder menneskerettigheder= ne. Derfor skal vi også bruge et socioøkonomisk samarbejde som gul= erod til forbedringer af retssamfund og demokrati i de enkelte lande, som vi samarbejder med.

Globale udfordringer

Udover udfordringen med at fjerne barrierer er det også vigtigt, at vi på tværs af grænser forsø= ;ger at tage fat på de store udfordringer, som hele verden står over= for – fattigdom, sygdomme, brud på menneskerettigheder, miljøproblemer og væbnede konflikter.

   &nb= sp; Det er afgjort en fordel, at europæiske lande har et forum for dialog om = de globale udfordringer, og det er absolut vigtigt, at vi forsøger at l= ave fælles forslag til det globale niveau.

   &nb= sp; For Danmarks vedkommende vil det være oplagt, at vi først forsøger at samle nordiske lande om forskellige initiativer, og at vi dernæst forsøger at samle europæiske lande. Men at vi la= der EU begrænse vort internationale engagement og tvinge os til at støtte initiativer, der direkte er skadelige globalt – det er både uforståeligt og uacceptabelt.

   &nb= sp; Et af de nyere eksempler på dette er terrorstemplingen af de tamilske ti= gre, som førte til, at Danmark, Finland og Sverige blev trukket ud af den nordiske observatørstyrke i Sri Lanka. Tilbage er kun nordmænd= og islændinge. Samtidig har EU’s terrorstempling svækket fredsmulighederne på øen.

   &nb= sp; Begge parter i konflikten udfører overgreb på civile, men at stemple= den ene part er en indlysende dårlig idé. Men EU valgte alligevel = at gøre det. Og det er langt fra første gang, at EU optræd= er internationalt på en måde, der skader fredsarbejdet.=

   &nb= sp; Det værste eksempel var anerkendelsen i 1992 af, at Slovenien og Kroatien havde ret til at træde ud af Jugoslavien og blive selvstændige stater – en udtræden der førte til en blodig borgerkrig,= som kostede mange mennesker livet. Det er også problematisk, at EU indgår fiskeriaftale med Marokko om et farvand, der tilhører d= en tidligere spanske koloni, Vestsahara.

Småstatsmagt

Det er meget vigtigt for den internationale dynamik, = at små og uafhængige lande kan tage egne initiativer, som de nordi= ske lande gjorde i kampen mod apartheid, som Sverige gjorde under Palme og som Norge gør det i dag.

   &nb= sp; Man kan faktisk tale om, at der er en særlig småstatsmagt – d= er kan bruges til at fremme globale løsninger. Små stater – ofte med mindre end 10 millioner indbyggere – kan i mange tilfæ= lde tale mere frit. De har færre nationale interesser at varetage, og de = har sjældent en besværlig fortid som kolonimagt. Samtidig har de små stater en særlig interesse i, at der udvikles en internatio= nal retsorden. Denne »magt&= laquo; bliver mest værd, hvis de små stater bruger den til at få indflydelse på større stater. Det er derfor vigtigt, at vi bin= der de store stater ind i sammenhænge, så de kommer i dialog med os. På den måde kan vi forhindre, at store stater går enegang= og ender med at varetage egne interesser på tværs af de globale interesser.

EU's problematiske våbenhandel

At små stater omvendt bliver halehæng til= store stater, fremmer sjældent gode løsningsmodeller. Dette bliver o= fte overset i debatten.

   &nb= sp; Desværre glemmes det også, at europæiske stormagter – herunder EU samlet set – vælger at fremme kortsigtede interesser, der skader andre. EU-landene stod for eksempel gennem 1990’erne for 29 procent af den internationale våbeneksport og en rapport fra Amnesty Internation= al slog i 2004 fast, at EU’s adfærdskodeks for våbenhandel v= ar meget hullet. F.eks. blev mobile henrettelsescentre solgt fra Italien til K= ina. Dette er næppe et fredens projekt.

   &nb= sp; Det samme gælder EU’s handelspolitik, herunder EU’s fiskeriaftaler med fattige lande og EU's forhold til menneskerettigheder i = FN og overfor væsentlige samarbejdspartnere.

   &nb= sp; EU har som helhed i 2005 gjort et elendigt arbejde med hensyn til at fremme menneskerettigheder, udtalte Kenneth Roth, der er direktør i Human Rights Watch, da organisationen i starten af 2006 præsenterede sin årsrapport i Washington. »EU sørger ikke engang for at overholde egne betingelser for, hvornår lande kan få tildelt særlige handelsvilkår, og vender konsekvent det blinde ø= je til brud på menneskerettigheder – især i Rusland og Kina«, udtalte han.

   &nb= sp; Den myrdede russiske journalist Anna Politkovskaja havde heller ikke meget tilo= vers for EU’s politik: »EU-landene er slet og ret dobbeltmoralske,« sagde hun til Berlingske Tidende den 4. marts 2005,= og hun bekræftede det med en udtalelse fra den svenske udenrigsminister Laila Freiwald, som hun havde mødt et par måneder tidligere.

   &nb= sp; Da Anna Politkovskaja bad hende om at hjælpe med at få indledt fredsforhandlinger i Tjetjenien, sagde Laila Freiwald direkte, at det ville= ikke et eneste land i Europa være villig til – fordi alle er bange f= or Putin, og alle har brug for Ruslands gas.

   &nb= sp; En undersøgelse fra Sverige viser også, at Sverige efter sin indtræden i EU har ændret udenrigspolitik, så landet fra = at have støttet de fattige lande i en stor del sager i FN nu stort set = kun står sammen med de vestlige og rige lande.

   &nb= sp; Denne udvikling i forhold til de internationale udfordringer er meget uheldig og burde ikke mindst få gode radikale til at reagere. =

En alternativ vej

Vort bud er at der skal tænkes nyt. Vi har brug= for et alternativt europæisk samarbejde. Det bør bygge på to søjler (og en kraftig støtte til FN):

   &nb= sp; 1) En søjle, der har til opgave at sikre borgernes Europa, hvor mennesk= er kan rejse, studere, arbejde, handle og bo på tværs af græ= nser i Europa, og hvor vi gør mest muligt for at udvide denne kreds af la= nde. Målet i denne søjle er at fjerne barrierer mellem landene, ude= n at dette svækker det nationale folkestyre, sundheden og miljøet. Samtidig bør samarbejdet også rumme en pulje med økonom= isk støtte til de fattigere lande. At et sådant samarbejde er muli= gt, kan ses på samarbejdet mellem EU og EFTA, hvor bl.a. Norge og Island indgår.

   &nb= sp; 2) En søjle, der sikrer en dialog og stillingtagen til de globale udfordringer mellem de enkelte stater – og folk – i tråd = med de enkelte demokratier, og uden at det begrænser staternes muligheder= for at fremme egne synspunkter i FN. Dette samarbejde skal bygge på principperne i FN-pagten og den europæiske menneskerettighedskonventi= on. Her bør det være muligt for et hvert land at stille forslag til nye internationale love, og der bør være plads til forskelligh= ed. Et sådant samarbejde kan Europarådet være en naturlig ram= me omkring. I den organisation indgår 46 stater, hvor EU kun omfatter 27= .

Et bedre og stærkere FN
En sådan markant forandring af europæisk samarbejde vil betyde, at EU’s prestigeprojekt afvikles, og at vi kan blive langt mere fokuserede på at tage fat i de reelle behov og udfordringer. Det levende demokrati kan få bedre levevilkår samtidig med, at frigørelsen af resurser i Europa kan bruges til den største organisatoriske udfordring, som vi står overfor i verd= en – nemlig en kraftig forbedring og styrkelse af FN.<= /p>
   &nb= sp; Med flere midler vil FN faktisk kunne udrydde mange af de sygdomme som ogs&arin= g; truer os, og man ville kunne tage fat i roden på problemerne.

   &nb= sp; Europa kan i fællesskab blive primus motor i denne fornyelse af FN. I stedet= for at opbygge europæiske institutioner for f.eks. udviklingshjælp, nødhjælp, sundhed og fredsbevarende opgaver kan vi mere målrettet støtte FN og FN’s særorganisationer for eksempel UNDP (FN’s udviklingsprogram), WFP (Verdens fødevareprogram) og Verdenssundhedsorganisationen (WHO). =

   &nb= sp; Hvis vi i Europa helhjertet støtter FN, vil organisationen blive en succe= s, og så kan vi få bugt med mange af de store udfordringer, som he= le verden står overfor og som aldrig vil blive løst, uden at nogen går foran og viser reel politisk vilje.

   &nb= sp; Verden har brug for et bedre Europa. Og det har vi også brug for!=

Lave K. Broch er næstformand for Danmarks Fredsråd og bestyrelsesmedlem i FN-forbundet. Han er vicegeneralsekretær i Folkebevægelsen mod EU og medlem af Radik= alt EU-kritisk netværk.

   &nb= sp; Ditte Staun er cand.scient.pol. med speciale i international politik og menneskerettighede= r. Hun er landdistriktskonsulent for Landbo Limfjord, Skive, der er en del af dansk landbrugsrådgivning. Hun er 1. suppleant for Folkebevægel= sen i EU-Parlamentet og er medlem af Radikalt EU-kritisk Netværk.

=

Tilbage til toppen=

En ny traktat er en nø= ;dvendighed

Af Johannes Lebech

Det europæiske samarbejde i form af EF og nu Den Europæiske Union er en af de største politiske succeser i efterkrigstiden.

   &nb= sp; For det første har samarbejdet i Unionen sikret den endelige udsoning me= llem de tidligere ærkefjender Tyskland og Frankrig.

   &nb= sp; For det andet har den ikke mindst efter udvidelserne i 70'erne og 80'erne været rammen om en dynamisk økonomisk udvikling af de fattigste europæiske områder.

   &nb= sp; Endelig har unionssamarbejdet også vist sig i stand til at integrere de tidli= gere kommunistiske østeuropæiske stater i det europæiske samarbejde og give dem et væsentligt skub i retning af modernisering = og reform. Det er lykkedes at skabe denne integration i så høj gr= ad, at de nye medlemmer på mange punkter har formået at tilfø= ;re Unionen en helt ny dynamik og fremmet medlemsstaternes evne til at se på problemerne fra helt ny vinkler!

   &nb= sp; Men den sidste succesrige udvidelse gjorde det oplagt, at samarbejdet burde hav= e et mere opdateret forfatningsmæssigt traktatgrundlag.<= /p>
   &nb= sp; Det lykkedes gennem en langvarig = og på mange måder ganske forbilledlig proces med konvent og diskus= sion i alle medlemslandene at få en forfatningstraktat udarbejdet og underskrevet.

   &nb= sp; Kun ratifikationsprocessen stod tilbage. Den&n= bsp; forløb udmærket i en række lande, til den blev sa= t i stå af folkeafstemningerne i Holland og Frankrig.
   &nb= sp; Det er næppe frugtbart at diskutere årsagerne til de to nej’e= r.

   &nb= sp; Grundlæggende må man konstatere, at hele processen er gået for hurtigt. Befolkningerne i de to lande og store mindretal eller små flertal i de øvrige lande var heller ikke med.

   &nb= sp; Nu befinder vi os så i den berømte tænkepause. De smukke ta= nker om debat i tænkepausen er ikke helt blevet til virkelighed. Noget tyd= er på, at det ikke har den store folkelige interesse at diskutere trakta= tudkast.

   &nb= sp; »Butikken fungerer jo også« – endda så godt, at vi er i stand til at optage to nye medlemm= er her den 1. januar 2007.

Fremtidssikret forfatning nødvendig=

Det forslag til en ny forfatning, som blev sat i st&a= ring; ved de to folkeafstemninger, var grundlæggende et godt bud på et mere overskueligt og fremtidssikret grundlag for samarbejdet i en udvidet union. For os, der var tilhængere af det, er det på mange måder svært at komme med et nyt forslag.

   &nb= sp; Samtidig er det nødvendigt, at der arbejdes videre på at få en forfatning. Fællesskabet vil pr. januar 2007 omfatte 27 medlemmer, og= vi må uanset diskussionen om Tyrkiet forvente, at vi i det mindste f&ari= ng;r de sidste lande på Balkan med over en årrække.=

   &nb= sp; I øvrigt mener jeg, at Tyrkiet skal med, når det opfylder betingelserne. Ikke mindst dette store lands optagelse vil kræve en fremtidssikret forfatning.

   &nb= sp; Selvom jeg klart vil kæmpe for en ny forfatning, må jeg erkende realiteterne, som de ser ud:

   &nb= sp; 16 landes parlamenter har godkendt traktaten – i to af disse efter en folkeafstemning. Frankrig og Holland har taget afstand fra forfatningen med= en folkeafstemning. Danmark, Storbritannien og en række andre lande har valgt at gå ind i tænkepausen uden at tage stilling. For Danmar= k og England er det nok især, fordi der hos begge landes politiske flertal= er en frygt for et folkeligt nej til forfatningen.

Den folkelige betænkelighed

Det er uhyre svært at forklare, hvorfor der ble= v sagt nej i Holland og Frankrig. Der er givet mange forklaringer af indenrigspoli= tisk art, men en del af årsagen er en folkelig skepsis over for Unionen ef= ter den store udvidelse i 2004 og diskussionen om Tyrkiets optagelse.

   &nb= sp; Jeg mener ikke, vi skal lade nejsigerne definere forfatningens fremtid. Nogle af dem er så meget modstandere af fællesskabet ud fra gammelnationalistiske årsager, at de vil stemme imod en hvilken som h= elst forfatning. Men det betyder omvendt ikke, at tilhængerne bør s= idde den folkelige betænkelighed overhørig. Vi må spør= ge os selv om, hvorfor et forslag til forfatningstraktat, der på mange måder var blevet udarbejdet efter en meget fin og interessant demokra= tisk proces, ikke kunne godkendes med et bragende flertal i de europæiske medlemsstater.

   &nb= sp; Der har i debatten om forfatningens fremtid været nævnt forskellige scenarier for forfatningens fremtid. Man kunne tænke sig nye folkeafstemninger eller undtagelsesbestemmelser som de danske Edinburgh-aftaler i nej-landene.

   &nb= sp; Der har også været talt om, at man kunne erklære forfatningstraktaten for død og så blot bruge de eksisterende traktater. Nicetraktaten har jo løst de formelle problemer i forbind= else med udvidelsen. Jeg mener imidlertid, at traktatforhandlingerne må genåbnes, og det nuværende forslag er et godt fundament at bygge videre på.

   &nb= sp; Andre muligheder ville være at plukke eller skære i traktatforslaget, så resultatet ville blive en »mini-« eller »lightudgave« af det oprindelige forslag.

Behov for overskuelighed

Der har hele tiden været behov for at gø= re EUs traktater mere enkle. Derfor har ambitionen i for høj grad vær= et at få det hele med.

   &nb= sp; Det nuværende forslag er en lang og detaljeret tekst. Den ligner i for ri= nge grad en klar og overskuelig traktat, der skal lægge hovedlinjerne for unionens arbejde og fremtid.

   &nb= sp; Vi må derfor i første omgang spørge os selv om, hvad der s= kal med, og hvad der kan udelades.

   &nb= sp; Der må være plads til nye elementer, men kun på det principie= lle niveau.

   &nb= sp; En forenkling af den øvrige fællesskabslovgivning må fortsætte, men ikke som en del af forfatningen. Arbejdet med en forenkling må være et vedvarende element i det demokratiske arb= ejde med EU-lovgivningen

   &nb= sp; Det betyder ikke, at vi skal skrive en light udgave af forfatningen og opgive de ambitiøse mål, men at vi skal koncentrere arbejdet om det egentlige mål: at skabe et bæredygtigt traktatmæssigt grundlag for, at unionen kan fungere og udvikle sig til glæde for Eur= opas befolkning.

Det europæiske fællesskabs opgaver

Afgørende for spørgsmålet om, hvi= lken forfatning vi vil have, må være, hvad vi vil med det europæiske fællesskab. Jeg vil i det følgende tage punkt= erne hver for sig.

Nedbrydelsen af nationale modsætninger og skabe= lsen af samhørighed

EU's store succes har været at samle det europæiske kontinent i et fredeligt samarbejde og dermed bryde den historiske arv af århundreders modsætninger mellem de enkelte nationale og etniske grupper i Europa. Unionens fortsatte rolle må være en nedbrydelse af = de nationale modsætninger og skabelsen af en følelse af samhørighed i den europæiske befolkning for at sikre en fredelig og god udviklin= g. Denne udvikling skal ikke forhindre Europa i at være med til at udvik= le et aktivt globalt partnerskab med den øvrige verden, som omtalt nedenfor.

Løsning af grænseoverskridende problemer=

EU's mulighed for effektivt at løse grænseoverskridende problemer er et afgørende formål med samarbejdet. Tydeligst er det i forbindelse med miljøpolitikken, men= den voksende organiserede kriminalitet er også et område, hvor et stærkt fællesskab er helt centralt for muligheden for at bek&ae= lig;mpe denne.

   &nb= sp; Indvandring og forholdet til landene langs grænsen til EU er også en klar fælles opgave, som ikke kan overlades til landene langs EU's nuværende ydre grænser.

   &nb= sp; Når der skal tages beslutninger i forbindelse med egentlige grænseoverskridende problemer, må fællesskabet være så stærkt, at det kan sætte sin vilje igennem over for lobbygrupper og nationalegoistiske mindretal.

EU må sætte en dagsorden

Det skal gennem Fællesskabet være muligt = at sætte en dagsorden og præge den generelle udvikling i Europa. J= eg erkender, at der er mindre enighed om denne side af fællesskabets arbejde, og derfor må vi på dette område også sikre= en højere grad af enighed, før vi tager beslutninger. Et flertal= af europæere skal helt klart have mulighed for at påvirke udviklin= gen i en værdimæssig retning, som flertallet kan blive enige om. Det skal ske med respekt for mindretallenes rettigheder og hvile på det værdigrundlag, som netop er udtrykt i den europæiske unions cha= rter og den europæiske menneskerettighedskonvention, som der begge henvises til i det nuværende forfatningsforslag.

Europa som global partner

Jeg deler den tidligere tjekkiske præsident Hav= els Europavision, hvor han betoner Europas historiske forpligtelse til fremme af det globale samarbejde. Et samarbejde, der er baseret på gensidig res= pekt og ligestilling og hviler på principperne om menneskerettighederne.

   &nb= sp; Der er selvfølgelig stor forskel på, om vi taler om egentlig sikkerhedspolitiske aktioner eller EU's deltagelse i et globalt demokratisk samarbejde med henblik på at forbedre levevilkårene for klodens befolkning på det menneskelige, sociale, klimamæssige og økonomiske område.

   &nb= sp; Havel har ret i, at Europa har et særligt historisk ansvar. Men den globale opgave må også anskues som en nødvendighed for at sikre, at Europa fortsat er en ak= tiv medspiller med de forandrede magtforhold, som fremtiden vil bringe, nå= ;r vi på globalt plan vil se Indien, Brasilien og ikke mindst Kina som m= eget aktive. Europa har med sin historiske baggrund og ikke mindst den samarbejdssucces, som EU har vist sig at være, mulighed for at yde en særlig værdifuld indsats for fremme af fred og samarbejde.=

En forståelig forfatning<= /p>
På grundlag af de mål, som jeg har skitseret ovenfor, må der formuleres en overskuelig og forståelig traktat..
   &nb= sp; Jeg er tilfreds med det forslag, der allerede ligger. Det er resultatet af en l= ang forhandlingsproces. Men på baggrund af den europæiske udvikling bør vi nytænke traktaten og se, hvordan den kan gøres enklere og mere overskuelig. Der må også skaffes plads til enke= lte tilføjelser og forbedringer. Traktaten skal udtrykke det, der er ker= nen i det europæiske samarbejde. Den mere specielle lovgivning må placeres i andre sammenhænge. Denne lovgivning skal selvfølgel= ig også formuleres overskueligt og rimelig tilgængeligt for unione= ns borgere.

   &nb= sp; Realistisk set vil den enkelte unionsborger normalt kun engagere sig i de overordnede linjer og i den lovgivning, der netop betyder noget for vedkommendes erhver= v og liv. De europæiske staters nationale lovgivning er ikke daglig læsning for staternes enkelte borgere! Det bliver næppe en europæisk folkesag, hvordan EU regulerer fiskeripolitikken. Brislingekvoterne hører ikke hjemme i en traktat, men det gør beskyttelsen af havmiljøet og en afbalanceret resurseudnyttelse. Det= er centrale værdier for EU og bør formuleres i forfatningen.=

Det overordnede værdigrundlag=

Forfatningen bør fortsat indledes med en fastlæggelse af værdigrundlaget:

   &nb= sp; »Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighe= d, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhør= er mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikke- forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd.«

   &nb= sp; Sådan defineres unionens værdier i artikel I-2. Nogle vil hævde, at d= et er værdier, som alle vil kunne skrive under på. Ja, på papiret, men realiteten er, at disse værdier mange steder ikke respekteres, og mange grupper og regimer har svært ved at leve op til disse værdier. En værdidefinition finder jeg nyttig for at sikr= e, at vi er enige om vores fælles grundlag. Når vi i den danske forfatning ikke på samme måde har defineret vores værdier, skyldes det, at det nationale fællesskab i højere grad er et fællesskab, man fødes ind i, mens det europæiske er et, = som vi har valgt os ind i, og som vi er i færd med at opbygge.=

De tre hoveddele i strukturen
Forfatningen indeholder tre hoveddele.

   &nb= sp; Første del er de overordnede principper for unionen. Anden del er Den Europæ= iske Unions Charter om grundlæggende Rettigheder, som nu er indskrevet i forfatningen som en del af den. Tredje del er det store afsnit om Unionens politikker og funktionsmåde. Her går traktaten i detaljer og de= nne del fylder 3 gange så meget som det øvrige.<= /p>
   &nb= sp; Jeg finder, at vi bør bevare første del uden de store ændringer. Afsnittet er godt, og det er resultatet af en lang og besværlig forhandlingsproces. Det gælder især på de institutionelle områder. Jeg vil dog på et enkelt punkt forsl&a= ring; en institutionel ændring, som jeg tror, mange folkelige kræfter= i medlemslandene vil lægge vægt på. Vi bør fastholde princippet om en kommissær for hvert medlemsland. Det var flot, at de store EU-lande accepterede rotationsprincippet for at gøre Kommissio= nen mere »slank« og dermed mere arbejdsdygtig. Det burde ikke være en umulig opgave at få en kommission med ca. 30 medlemmer = til at fungere.

   &nb= sp; Da der i afsnittet i første del om grundlæggende rettigheder og unionsborgerskab henvises til Det europæiske charter om grundlæggende Rettigheder og til Den Europæiske konvention til beskyttelse af Menneskerettig= heder, mener jeg, at det bør overvejes ikke at indskrive charteret som anden del. Der blev for nogle år siden opnået enighed om charteret i Unionen, og det er ikke nødvendigt at skrive det ind i traktaten som= et selvstændigt kapitel. Traktaten vil blive mere overskuelig, hvis dette afsnit udelades. Den bindende henvisning til både charteret og til konventionen sikrer deres juridiske betydning.

   &nb= sp; Traktatens tredje del handler om Unionens politikker og funktionsmåde. Den fylder som før nævnt næsten 200 sider af den knapt 300 sider la= nge traktat.

   &nb= sp; Det må være muligt at nyformulere afsnittets almindelige bestemmels= er på en sådan måde, at målsætningerne med de en= kelte politikområder og den beslutningsprocedure, som knytter sig til den, står klart for unionens borgere og er retningsgivende for EU's domsto= l i tvivlsspørgsmål. En sådan overordnet formulering må kunne gøres på 10-20 sider.

   &nb= sp; Prisen for dette kan blive, at vi fortsat kommer til at leve med en relativt kompliceret detaillovgivning, men det er som nævnt også vilkårene i de enkelte demokratiske lande.

   &nb= sp; Det vigtigste er, at de demokratiske hovedvilkår er så klart formuleret, at den europæiske borger kan overskue disse. <= /span>

Nye elementer

Hovedmodstanden mod den nye forfatning ligger for det= store flertal ikke i de generelle bestemmelser for, hvordan EU skal styres, men nærmere på en række enkelte områder, hvor forfatningstraktaten i en ny udgave må imødekomme nogle af bekymringerne.

   &nb= sp; Jeg har været inde på spørgsmålet om en kommissær for hvert land, men der er andre mere indholdsmæssige elementer, som = det må overvejes at indtænke i den ny udgave af forfatningen. Jeg vil nævne nogen af dem.=

   &nb= sp; Vi bør langt klarere formulere krav og forløb i forbindelse med optagelse af nye medlemmer. Vi bør også forsøge med den= ne traktat at få større klarhed over EU's langsigtede forhold til naboområder, herunder må vi i det mindste i diskussionen om forfatningen forsøge at foretage en form for afgrænsning af, h= vor langt den egentlige udvidelse kan drives.

   &nb= sp; Som traktaten i dag er formuleret, vil alle »europæiske« land= e, der ansøger, kunne optages. Det er en uklar formulering.<= /span>

   &nb= sp; Jeg nævner ikke dette punkt for at lukke Tyrkiet ude. Tyrkiet er i gang m= ed optagelsesforhandlinger, så den diskussion er efter min mening ikke aktuel.

   &nb= sp; Jeg er selv tilhænger af, at vi bør gå langt med udvidelsen, når jeg ser, hvilken positiv dynamik som forventninger og håbet= om optagelse i EU har haft på den økonomiske og politiske udvikli= ng i de tidligere kommunistiske lande i Østeuropa.

   &nb= sp; Jeg kan for eksempel ikke forestille mig et EU, der ikke på længere sigt har optaget alle landene i Balkan som medlemmer. Serbiens helt aktuelle optræden i spørgsmålet om Kosova har ikke ligefrem fremm= et udviklingen, men jeg tror på, at den politiske stabilitet og fornufte= n en dag får lov til at råde på hele Balkan.

   &nb= sp; Men der må formuleres en politik, der åbner op for attraktive ordninger, som vi kan etablere med EU's naboområder i det tidligere Sovjet, og her tænker jeg ikke mindst på Rusland, Ukraine og Hviderusland. EU's forhold til Mellemøsten og Nordafrika stiller tilsvarende krav til en nytænkning, ikke mindst i lyset af den udvandring, som udgår fra disse lande mod Europa.            =             &nb= sp;            =             &nb= sp;            =             &nb= sp;            =             &nb= sp;            =

   &nb= sp; En række politiske områder i afsnittet om unionens politikker m&ar= ing; understreges yderligere. Det gælder især miljøspørgsmålene og vægten på en bæredygtig udvikling. Unionens vilje til at sikre borgerne mod grænseoverskridende trusler mod sundhed og sikkerhed bør beton= es stærkere som Unionens formål. Og det må være muligt= at finde et kompromis mellem de franske og engelske synspunkter i formuleringe= n af de sociale mål, som fællesskabet skal sætte. Endelig kunne jeg ønske EU's globale ansvar understreget kraftigere i forfatningstraktaten.

En forfatningstraktat for det 21. århundrede

EU medlemslandenes regeringer bør snarest geno= ptage den udfordring, som det er at skabe en forfatningstraktat, der passer til et dynamisk og udvidet EU. Jeg håber, at det tyske formandskab vil presse på.

   &nb= sp; Den succes, som EU havde i den sidste halvdel af det 20 århundrede, skulle gerne fortsætte i det 21. århundrede til fordel for Europas bor= gere og til fremme af fred, fremskridt og samarbejde på det europæis= ke såvel som på det globale plan.

Johannes Lebech var formand for Det Radikale Venstre 1997-2000. Han har været kandidat ved Europaparlamentsvalg i 1989,199= 4 og 2004. Ved valget i 2004 fik han en 3.plads på den radikale liste. Johannes Lebech var i en årrække formand for parties EU-arbejdsgrupppe og blev i 2002 valgt til vicepræsident i ELDR- Euro= pean Liberal Democrat and Reform Party. ELDR er det europæiske parti, som = Det Radikale Venstre er tilsluttet. I oktober 2006 blev han genvalgt for yderli= gere to år.

Tilbage til toppen=

Et fællesskab for livskvalitet -Forbundet af Europæiske Stater

Af Hedvig Vestergaard og Jørgen Raffns&os= lash;e

EU er i krise, og politikerne tier

Tiden er inde til at tænke helt nyt. Det gamle = EU er ikke bygget af borgerne for borgerne og har aldrig fået folkelig legitimitet. Når borgerne endelig bliver spurgt, siger de fleste nej.= Vi skal ikke bygge et samarbejde på ryggen af det gamle EU, som har spil= let fallit. Den vision, vi beskriver her, indebærer fuldstændig nytænkning. Vi beder læseren løsrive sig fra alle gamle forestillinger om, hvordan det var og har været, og kigge fremad p&ar= ing; et landskab af åbne muligheder, hvor nogle helt andre værdier er omdrejningspunkt for civilisation og samarbejde.

       Siden nej'et til EU-forfatningstraktaten i Frankrig og Holland i 2005 har EU været i krise. Da den første lammelse havde lagt sig, forsøgte en politisk elite at spinde en historie om at nej'et i Fran= krig skyldtes at en »polsk blikkenslager« ville tage franske jobs, o= g at nej'et i begge lande først og fremmest var en protest mod regeringer= ne. Det havde derimod intet at gøre med forfatningens indhold, hed det. =

       Vi opfatter ikke krisen som et problem, men snarere som en chance til at f&ari= ng; defineret hvad vi vil med et nyt Europa.

       Den folkelige tilslutning til EU er ikke overbevisende. Den faldt i alle EU-lan= de i 2005. Og opbakningen til EU i Danmark kan vendes på meget kort tid. Det manglende engagement i EU har en væsentlig årsag: EU er konstrueret således, at der ikke er plads til borgeren.             =             &nb= sp;            =             &nb= sp;            =             &nb= sp;            = EU er for eliten og eksperterne. De har alle rettighederne, og borgerne bærer alle pligterne. EU producerer så mange sider lovstof, at ingen parlamenter eller journalister har mulighed for at følge med – og borgerne, som skal betale til og leve i denne virkelighed, kan s= let ikke.

       Siden Maastricht-traktaten, som vi stemte nej til i 1992, men tiltrådte i en let beskåret anretning i 1993, har kun få politikere herhjemme profileret sig på EU. EU var og er ikke en populær sag. Som vi skrev i bogen »18. maj 1993 – et politisk bedrag?« var de= r:

       »… faktisk en del nøglepersoner blandt politikere, som holdt en bemærkelsesværdig lav profil op til folkeafstemnin= gen den 18. maj 1993. Ét er at lægge mærke til, hvad der bli= ver sagt af dem, der siger noget. Men det kan ofte være interessant at bemærke, hvem der ikke siger noget. Hvorfor sagde for eksempel en And= ers Fogh Rasmussen eller en Ivar Hansen meget lidt dengang? Det drejede sig tro= ds alt om topplacerede politikere højt oppe i et karriereforløb. Måske var de helt enige i Venstres EU-politik. Men hvorfor investered= e de ikke prestige i Unionen?«

       Der hersker tilsyneladende en stiltiende aftale mellem toppolitikerne om, at man ikke skal diskutere EU-forfat= ning eller indførelse af Euroen, fælles forsvar eller fælles udenrigspolitik. Det peger tydeligt på en herskende politikerklasse, = der træffer beslutninger, som vi må finde os i – os, der m&ar= ing; bære konsekvenserne. Det er udemokratisk.

   &nb= sp;   Udviklingen i det politiske system har en parallel i det økonomiske system, hvor= der er sket en polarisering på arbejdsmarkedet i Europa. De, der ligger i toppen, har det bedre end nogen sinde, de udstødte, uuddannede og sy= ge på overførsler ligger i bunden, mens den store midtergruppe af arbejdere og funktionærer i vidt omfang erstattes af kontraktansatte, konsulenter og andre.

       Uden= for det officielle system har vi de illegale arbejdere, som ikke har krav p&ari= ng; noget som helst. Især erhvervsfolk, men også mange ledende politikere benytter enhver lejlighed til at sige, at vi på grund af mangel på arbejdskraft må tiltrække indvandrere – især kvalificerede indvand= rere – til at påtage sig de jobs, som i øjeblikket ikke er be= sat. Samtidig står 900.000 borgere i Danmark uden for arbejdsmarkedet.

Visionen for fremtiden

Vores vision handler om et frivilligt samarbejde mell= em befolkninger, regioner og stater – et frivilligt, men forpligtende samarbejde. Den handler også om udvikling af demokratiet med borgerdeltagelse, ansvar og initiativret. I vores vision er livskvalitet sa= t i centrum – ikke stormagtsdrømme, økonomisk overlegenhed eller topstyring af alle dele af samfundet. Vi skal skabe et alternativ, hv= or hver enkelt borger bliver taget alvorligt, hvor der er bevægelsesfrih= ed, plads til drømme og fornyelse, muligheder og friheder, så vi sammen kan skabe et bedre samfund på grundlag af borgernes øns= ker. Dette alternativ kalder vi Forbundet af Europæiske Stater.=

       I Forbundet af Europæiske Stater skal der samarbejdes om at sikre medlemmerne – stater, regioner og borgere – deres grundrettighe= der samt retten til at arbejde for at nå de mål, der kan forbedre d= eres livskvalitet på alle områder, både individuelt og socialt. Staten skal arbejde for borgerne, ikke omvendt. Borgernes personlige og politiske grundrettigheder skal sikres. &nb= sp;            =             &nb= sp;            =             &nb= sp;            =             &nb= sp;            =             &nb= sp;            =       Demokratiet skal på alle niveauer videreudvikles i retning af mere deltagelse og direkte demokrati, hvor borgere og grupper af borgere kan kræve lovforslag sendt til folkeafstemning og fremsætte lovforslag, som skal behandles i det politiske system (initiativret).

       Rett= en til information er også vigtig: Borgeren skal have adgang til al informat= ion vedrørende staten og offentlig virksomhed. Alle skal have ret til at søge og blive valgt til offentlige og politiske hverv. Undervisning = og oplysning om politisk deltagelse, demokrati og det at være borger skal være obligatorisk.

       Langsigtede og bæredygtige løsninger må gå forud for den enkelte borgers og den enkelte virksomheds ønske om at opnå den størst mulige gevinst for sig selv; livskvalitet rækker ud over det rent materielle.

Forbundet af Europæiske Stater

Hvad er Forbundet af Europæiske Stater?

       Det = er en model for udviklingen i Europa, som tager udgangspunkt i borgerens selvbestemmelse. Modellen skal udvikles i samarbejde mellem staterne over de næste 50 år. Det er en funktionel stat, hvilket betyder at den arbejder på at nå sit mål: bedre livskvalitet. Den kan ik= ke tillægge sig selv yderligere funktioner som for eksempel at blive en økonomisk supermagt. Når den har nået sit mål, skal medlemsstaterne vurdere, om de vil opretholde Forbundet, nedlægge det eller starte noget helt andet.

       Der = er altså ikke tale om en forbundsstat som den, vi kender fra USA eller Tyskland. Der er tale om et statsforbund, hvor medlemsstaterne ikke mister = deres uafhængighed.

       Formålet er at forbedre livskvaliteten i Europa. Forbundet skal hjælpe de enkelte stater med at nå målet om forbedret livskvalitet for borgerne. Derfor må Forbundet ikke blande sig i stat= ers eller regioners suverænitet eller udstede direktiver, som staterne sk= al indføre.

       Forb= undets grundlæggende princip skal være decentralisering. Det skal opmu= ntre til, at problemer løses på det niveau, hvor de er opståe= t. Hvis en opgave, der falder ind under medlemsstaternes domæne, ikke l&= oslash;ses eller kun løses i få medlemsstater, skal Forbundet kunne tilsk= ynde til, at opgaven bliver løst af partnerskaber mellem de medlemsstater, der har interesse i at få opgaven løst. Forbundet af Europæiske Stater må ikke selv gå ind og overtage en opga= ve. Forbundet kan finansieres gennem skatter, hvis det besluttes af medlemsstaterne.

Forbundets grundlov

Forslag til en grundlov for Forbundet af Europæ= iske Stater skal skrives af en grundlovgivende forsamling. Forslaget skal sættes til afstemning i de berørte lande på samme dag til forkastelse eller vedtagelse i det enkelte land.

       Halv= delen af medlemmerne af denne forsamling skal vælges direkte af vælgerne i de stater, der ønsker at være med til at danne Forbundet; den anden halvdel s= kal udpeges af medlemsstaternes parlamenter.

       Grun= dloven skal hvile på følgende principper:

       1. Retsprincippet: Regeringen må kun udøve sin autoritet i overensstemmelse med skrevne love.

       2. Magtdeling: Magten må deles i en lovgivende, en udøvende og en= dømmende magt. Der skal ikke være tale om et præsidentsystem som i USA, = men om et parlamentarisk system, hvor den udøvende magt udspringer af den lovgivende magt

       3. Princippet om demokrati: Forbundet= af Europæiske Stater skal være et repræsentativt demokrati, = som vi kender det i Dan= mark, men med stærke elementer af direkte demokrati. Borgerne skal nemlig h= ave ret til at kræve et lovforslag sendt til folkeafstemning, og de skal også have ret til selv at fremsætte lovinitiativer, der skal se= ndes til folkeafstemning.

       Grun= dloven skal derudover indeholde bestemmelser om følgende elementer:

       1. R= egler for medlemskab: adgang til samarbejdet og udtræden af samarbejdet

       2. De forskellige former for grundrettigheder

       3. Afstemningsformer, herunder regler for folkeafstemning og initiativret=

       4. Forbundets institutioner

       5. Beskyttelsen af grundloven – Forfatningsdomstolen
       6. Forbundets opgaver

Opgavefordelingen mellem staterne og Forbundet=

Opgavefordelingen mellem medlemsstaterne og Forbundet må være styret af, at Forbundet af Europæiske Stater skal varetage opgaver, der er vigtige for at opfylde Forbundets formål om = mere livskvalitet og at opretholde Forbundets forhold til lande og organisationer uden for Forbundet, for eksempel FN, Verdenshandelsorganisationen WTO og lignende.

   &nb= sp;   En stat skal kunne vælge helt eller delvist at forlade Forbundet. En stat skal have ret til at samarbejde med og indgå aftaler med andre stater, også med stater uden for Forbundet.

       Enhv= er stat, der har landområder i Europa, må kunne blive medlem af Forbundet under forudsætning af, at den har vedtaget og ratificeret forfatningen for Forbundet, og at den i sin egen grundlov har indskrevet de umistelige grundrettigheder.

       Medlemsstaterne grundlægger, skaber og udvikler Forbundet af Europæiske Stater, og de samordner forholdet mellem Forbundet og regionerne. Staterne løser opgaver vedrørende den nationale infrastruktur såsom telefon, elektricitet, vand, veje, jernbaner mv. = og har ret til at udskrive skatter.

       Medlemsstaterne har ansvaret for at udvikle, beskytte og garantere de udvidede grundrettigheder.

       Det overordnede formål for en stat er forbedring af livskvalitet – intet andet. Statens opgaver består i at organisere og udøve sociale funktioner i form af tjenesteydelser til et fællesskab af bor= gere eller særlige ydelser til den enkelte borger.

Regionernes rolle

Hver stat er underopdelt i regioner, som har et vist selvstyre i forhold til staten og for eksempel kan udskrive skatter. Region= erne skal stå for løsning af de sociale opgaver og opbygge egne systemer, ligesom de skal løse opgaver vedrørende regional infrastruktur og undervisning, sundhedsvæsen, sociale institutioner m= .v. De skal også kunne have egne pengesystemer som værdiopbevaringsmiddel.

       Regi= onerne skal have direkte indflydelse på forbundsniveau, idet de sender repræsentanter til Regionernes Hus som er andetkammeret i Forbundets lovgivningsmagt. De sender også en repræsentant til kammeret for internationale aftaler, som ligeledes hører ind under Forbundets lovgivningsmagt.

       Regi= oner inddeles i distrikter eller kommuner, som er det politiske niveau, der er tættest på borgeren.

       Komm= unerne varetager den lokale infrastruktur og den offentlige service over for borge= rne såvel som kulturopgaver. Kommunerne har ret til at udskrive skatter i relation til håndtering af affald. Affald skal naturligvis forst&arin= g;es meget bredt – udledning af miljøbelastende og skadeligt stof – og ikke alene dagrenovation. Det er meget vigtigt at flytte skatter= og afgifter til noget der fremmer bæredygtig produktion og adfærd, både på kort og lang sigt.

Forbundet af Europæiske Stater

I Forbundet af Europæiske Stater er den lovgive= nde, den udøvende og den dømmende magt adskilt. Lovgivningen varet= ages af et parlament, et andetkammer og et kammer for internationale aftaler. Den udøvende magt varetages af en regering; den dømmende af en forfatningsdomstol. Kammeret for Internationale Aftaler er en ny form for parlament, som skal sikre åbne og demokratiske beslutningsprocesser omkring internationale aftaler, og at aftalerne løbende evalueres og justeres. Endelig er der partnerskaber, der arbejder for at løse specielle opgaver.

       Medlemmerne af Parlamentet er direkte valgt ved demokratiske valg bl= andt alle borgere i medlemsstaterne. Parlamentsmedlemmerne vælges for 4 år ad gangen. Ved valgene anvendes det enkelte lands valgsystem. Medlemsstaterne har mandater i forhold til indbyggertal.<= /p>
       Bort= set fra internationale aftaler underskrives eller forkastes alle lovforslag af Parlamentet. Medlemmerne af Andetkammeret vælges i regionerne (delsta= ter eller underinddelinger af lande) og skal repræsentere den region, hvo= r de er valgt. Hver region sender to repræsentanter til Regionernes Hus. De vælges direkte ved demokratiske valg i regionerne. De vælges for seks år ad gangen, men således at en tredjedel af medlemmerne er på valg hvert andet år.

       Andetkammerets formål er at beskytte kulturliv og det lokale l= iv i regionerne.

       Andetkammeret underskriver eller forkaster love vedrørende regionerne. Det har også veto over lovgivning fra Parlamentet. De internationale aftaler, der forhandles af regionerne, skal underskrives af Regionernes Hus såvel som af Kammeret for Internationale Aftaler.

       Medlemmerne af Kammeret for Internationale Aftaler kommer fra region= erne og medlemsstaternes parlamenter. Hver region sender 1 delegeret til kammere= t. Den delegerede vælges ved direkte valg for 8 år ad gangen. Medlemsstaternes parlamenter sender en delegeret, der vælges for 4 år ad gangen. En fjerdel af de delegerede, der vælges i regione= rne, er på valg hvert andet år.

       Dette kammer skal forestå alle opgaver, der har at gøre med at udfor= me, tiltræde og evaluere internationale aftaler. Da sådanne aftaler= kan have vidtrækkende konsekvenser og være meget komplekse, er det vigtigt, at alt er grundigt belyst, før de indgås. Desuden skal aftalerne løbende vurderes og optimeres. På grund af kompleksiteten på dette område er det vigtigt, at de folkevalgte repræsentanter opnår stor ekspertise, og derfor er valgperioden= for dem på 8 år.

       Kamm= eret har alene ansvaret for at underskrive eller forkaste de aftaler, der bliver forhandlet af Ministeriet for Internationale Aftaler eller regionerne.=

       For = at kunne underskrives skal en aftale vedtages med et flertal af medlemmernes stemmer.

       Kamm= eret for Internationale Aftaler undersøger vedtægterne i de internationale organisationer, som Forbundet er medlem af.

       Kamm= erets revisionsafdeling undersøger og analyserer resultater på alle niveauer af hver international aftale, som Forbundet har ratificeret, for a= t se om den lever op til forventningerne.

       Hvis= man som borger mener, at der er problemer med en international aftale, kan man henv= ende sig til Kammerets klagekommission for at få den evalueret.=

       Borg= erne kan også få sendt en international aftale til folkeafstemning v= ed at indsamle et tilstrækkeligt antal underskrifter. =

Regeringen

Regeringen varetager den udøvende magt og forestår løsning af de fælles opgaver inden for de ramme= r, som er fastlagt af den lovgivende magt. Regeringens medlemmer kan ikke vare= tage andre politiske poster og kan for eksempel ikke være medlem af et parlament. Den første leder af Forbundets regering vælges af en valgforsamling af repræsentanter fra medlemsstaternes parlamenter. Se= nere regeringsledere vælges af Forbundets parlament (og godkendes eventuel= t af Andetkammeret og Kammeret for Internationale Aftaler).
   &nb= sp;   Forbundets regering har en række ministerier: Grundrettigheder, Udenrigsforhold = og Internationale Aftaler. Ministerierne varetager fælles anliggender fo= r at fastholde Forbundets formål internt og i forhold til omverdenen. Regeringslederen er ansvarlig for de enkelte ministeriers budgetter, og Forbundets overordnede kompetence vedrører alene ministeriernes områder.

       Ministeriet for Grundrettigheder har til opgave at formulere, udvikl= e, garantere og beskytte de umistelige grundrettigheder. Ministeriet står for at ratificere og varetage de internationale menneskerettighedskonventio= ner.

       Udenrigsministeriet varetager Forbundets fælles udenrigspoliti= k, dets repræsentation i internationale organisationer og den diplomatis= ke service og virksomhed uden for Forbundet.&= nbsp;

       Ministeriet for Internationale Aftaler varetager spørgsm&arin= g;l som told, turisme, visa, kultur og videnskabeligt samarbejde. Vigtige områder er aftaler vedrørende globalt miljø og internationalt samarbejde i al almindelighed. Ministeriet forhandler, analyserer og vurderer internationale aftaler vedrørende handel, told osv.

       Ministerier for forsvar og eventuelt rumanliggender kan også b= live aktuelle for at staterne i Forbundet kan varetage forsvarsopgaver og – på længere sigt – udforskning af det ydre rum.

Beskytteren af forfatningen – Forfatningsdomsto= len

Denne institutions opgave er først og fremmest= at beskytte grundrettighederne.

       Beskytteren af forfatningen undersøger og analyser desuden resultaterne af Forbundets lovgivning, og institutionen kommer med anbefali= nger til, hvordan reglerne kan føres bedre ud i livet. =

   &nb= sp;   Institutionen skal lytte til klager fra Andetkammeret samt fra borgere og regioner og regeringer i medlemsstaterne for at komme eventuelt magtmisbrug til livs. D= en skal kunne uddele sanktioner og for eksempel afsætte embedsmænd, der har gjort sig skyldige i alvorlige forseelser. Den skal kontrollere, at magtdelingen fungerer efter hensigten.

       Under denne institution hører Forfatningsdomstolen. Domstolen tager sig af sager vedrørende personlige og politiske grundrettigheder. Endvidere bilægger den uoverensstemmelser mellem Forbundets institutioner, mell= em medlemsstater og mellem medlemsstater og Forbundet.

       Besk= ytteren af forfatningen og dommerne i forfatningsdomstolen udpeges af et valgmandskollegium, som er bredt sammensat af parlamentsmedlemmer og lægfolk. Lægfolkene i valgmandskollegiet vælges af for eksempel kirker, fagforeninger, forbruger- og producentorganisationer, menneskerettighedsorganisationer og miljø- og naturbeskyttelses-organisationer.

Partnerskaber<= o:p>

Partnerskaber er frivillige sammenslutninger, hvor bo= rgere, kommuner, regioner og stater, virksomheder, organisationer m.v. sammen løser specielle opgaver. Det kan være opgaver vedrørende miljø, undervisning, sundhed, forskning, produktion og forbrug mv. Partnerskaber kan gå på tværs af medlemslande, regioner og kommuner, og de kan også omfatte parter uden for Forbundet.         &= nbsp;           &nbs= p;            &= nbsp;           &nbs= p;            &= nbsp;           &nbs= p;            &= nbsp;           &nbs= p;            &= nbsp;            Forfatningen sikrer retten til at danne og deltage i partnerskaber, og den fastsæt= ter betingelser for adgang og udmeldelse samt betingelser for partnerskabernes finansiering.

       Forb= undets institutioner udvikles løbende, efterhånden som demokratiet bl= iver udbygget gennem en øget grad af direkte deltagelse og flere initiati= ver fra borgere og grupper af borgere.

Processen indtil 2060

Vi står ved indgangen til en ny æra, hvor= vi skal opbygge en ny model for udviklingen i Europa og for staternes samarbej= de med resten af verden – Forbundet af Europæiske Stater.

       Proc= essen kan opdeles i tre faser.

       I en første fase fra 2006 til 2020 gennemføres et grundlægge= nde arbejde med at etablere Forbundet, herunder at formulere kravene til medlemsstaterne.

       Det indebærer opbygning af en forfatning, som kan vedtages af en forfatningsgivende forsamling på et fælles europæisk nive= au såvel som i de enkelte stater. Kvaliteten af og tilslutningen til forfatningen skal prøves både i en forsamling af folkevalgte, = der alene har til opgave at skabe en forfatning, og ved folkeafstemninger om forfatningen i de enkelte lande. I forbindelse hermed skal der også stemmes om overgangsordninger og procedurer for at det enkelte land kan slu= tte sig til Forbundet.

   &nb= sp;   For at vedtage forfatningen skal tre fjerdedele af medlemmerne af forfatningsforsamlingen stemme for, og der skal være almindeligt fler= tal for forfatningen ved folkeafstemninger i de enkelte lande. Et land tilslutt= es, når disse betingelser er opfyldt, samtidig med at landets forfatning = også opfylder kravene til at deltage i Forbundet.

       N&ar= ing;r de fleste lande i EU har tilsluttet sig Forbundet, overtager det formandska= bet i EU-kommissionen og senere også Rådets opgaver. EU-Parlamentet= er ikke længere nødvendigt og nedlægges. Denne fase slutter, når Forbundet er endeligt etableret. EU er udfaset og rettigheder, pligter og aktiver er overført til Forbundet.

       Alle= EU's medlemsstater har nu tilsluttet sig Forbundet, og i en næste fase fra 2020 til 2050 gennemføres programmer og projekter, som skal sikre befolkningerne mere livskvalitet.

       I fa= sen fra 2050 til 2060 konsolideres de fremskridt, som er nået. Situatione= n er karakteriseret ved, at der er etableret en social økonomi, hvor individuel profitmaksimering er afløst af, at fællesskaber ell= er partnerskaber sikrer kvalitet og bæredygtighed. Økonomien kontrolleres ikke af individer, men af partnerskaber.

       Økonomi vil få en mindre betydning, mens miljøet bliver en meget vigtigere faktor. Der vil være fokus på at sikr= e et intelligent samspil mellem økonomi og miljø, for eksempel ved= at indføre afgifter på udslip af CO2 i stedet for skat på arbejde. I den forbindelse vil forhold vedrørende resurserne i det y= dre rum også få større vægt, for eksempel mulighed for miljøsikker deponering af farligt affald.

       Ende= lig skal det fremhæves, at spørgsmålet om internationale aft= aler bliver vigtigt, idet mulighederne for at sikre livskvaliteten i Forbundet af Europæiske Stater afhænger af global livskvalitet, herunder af = det globale miljø.

Hedvig Vestergaard og Jørgen Raffns&os= lash;e er begge økonomer fra Århus Universitet. De skrev i 1998 bogen: '18. maj 1993 – et politisk bedrag?', som udkom på Grevas Forla= g i 1998.

   &nb= sp;   Hedvig Vestergaard er seniorforsker i Afdelingen for Boliger og Byfornyelse p&arin= g; Statens Byggeforskningsinstitut og er medlem af koordinationskomiteen for European Network for Housing Research (ENHR).

   &nb= sp;   Jørgen Raffns&os= lash;e arbejder som statistiker for et privat forsikringsselskab og er ordfø= ;rer for Radikalt EU-kritisk netværk.

Tilbage til toppen=

I klemme mellem diplomati og folkelighed =

Af Hanne Roed

Det er jo forjættende at få så spændende en opgave. Skriv et bud på Forfatningstraktaten! Alligevel var det som om mine skuldre sank en gang, da jeg endelig sad foran PC’eren. Et bud på en ny EU-forfatning? Det tog et konvent p&ar= ing; over hundrede mennesker plus deres sekretariater og partiapparater over et år at nå frem til et nogenlunde færdigt udkast. Plus alle= de eksperter, som senere har formuleret reviderede udkast – for at f&ari= ng; Forfatningstraktaten i land på en eller anden måde.<= /span>

      Og nu skul= le jeg ene kvinde prøve at gøre dem kunsten efter. Svært nok, = da jeg faktisk er ret enig med det foreliggende forslag. Da jeg sad og stirrede på PC-skærmen, gik det op for mig at jeg havde fundet frem til noget af grunden til vores EU-debats (s)tilstand. EU er, når man skal argumentere for opbygning og virkemåde, ret uoverskuelig og svæ= r at få hold på – i det mindste hvis man skal forsøge a= t få det skrevet ned i en debategnet form. Og ikke er eksperten Lykke Friis med fantastisk overblik og ditto diasshow.

      Måsk= e er det også derfor, vi i offentligheden forfalder til den politiske debat for og imod hele konstruktionen. I en sådan grad, at vi lader vores f= or eller imod afgøre af, at vi synes om nærmest alt, der bare er i nærheden af EU. Det kan synes helt religiøst – og hvordan skal man ellers kunne forklare EU-modstanderes nærmest kategoriske afvisning af hele projektet, selvom EU bevisligt har bidraget til bedre for= hold på delpolitikområder end den danske stat kunne mønstre ? Eller tilhængernes forsvar for en zigzag kurs i spørgsmå= let om Tyrkiets optagelse?

      Jeg st&ari= ng;r helt bag Det radikale Venstres overordnede EU-linie. Det gælder også ophævelsen af forbeholdene. Jeg tror på fællesskabet, et EU, Euroen og Forfatningstraktatens værdier (Amen). Men jeg synes også, at EU-modstandernes pointer tit lidt for = let fejes af banen af mine ligesindede. Jeg synes det kunne være gavnligt= at se på, hvor tilhængere og modstandere hver især har ret i= deres holdninger til EU i almindelighed og Forfatningstraktaten i særdelesh= ed. Måske vil det kunne bringe diskussionen om Forfatningstraktaten vider= e.

Den diplomatiske succes

EU er en af verdenshistoriens største diplomat= iske succeser. Simpelthen. Efter mange blodige krige igennem de sidste århundreder har vi haft en lang periode med stabil fred i Vesteuropa.= Det skyldes ikke kun den indbyrdes økonomiske afhængighed, som lan= dene er kommet i. Tæt samarbejde og afhængighed er ikke nok. Det behøver man bare se på det tidligere Jugoslavien for at kunne afvise. D= er skal en grundlæggende indsats til, hvor man fremavler en kultur, som bærer et fællesskab, og hvor det muliges forhandlingskunst er d= et man når frem til. Derfor ser EU også ud som det gør; med undtagelser, forbehold og som hybrid af overstatsligt og mellemstatsligt. <= o:p>

      Personligt= mener jeg at man også må give EU æren for, at Østeuropas opgør med Sovjetunionen og tilpasning til kapitalistisk markedsøkonomi er blevet så relativt fredeligt. At EU pressede Letland til at anerkende sit store russiske mindretal, som ellers stod uden borgerrettigheder og blev behandlet på en måde, der var på nippet til at være forfølgelse. At man har kunnet give romaerne – sigøjnerne – i grænselandet mellem Ungarn og Rumænien en vis politisk beskyttelse.

      Det lyder = jo altsammen meget godt. Men der er lidt skåltale over det. For det er jo mest en ros for det, der ikke er sket af død og ulykker. Det er sværere at opremse alle de gode ting, der er sket kun på grund = af EU. At samhandel er blevet lettere, er jo ikke noget bevis på, at man ikke ville have handlet, hvis EU ikke havde været til.

      EU's regle= r har gjort det administrative arbejde lettere og formindsket omkostningerne, men økonomisk udvikling var der jo nok kommet alligevel. Det gør fordelene ved EU's regler noget abstrakte. Hertil kommer et politisk system, som er så indviklet, at det er blevet eksperternes paradis.

      EU har fået medlemslandene til at arbejde sammen og hindret en masse bøvl. Man har fremmet erhvervslivets afsætningsmuligheder. Og man har fået et legalt forum at skændes i, hvis man har modstridende interesser, og d= et har naboer jo ind imellem. I tidligere tider kunne det udløse krigserklæringer. Nu giver det blot hovedrysten hos nyhedsværte= rne på de forskellige TV-stationer. Tilhængerne kan have ret i, at = hvis EU ikke fandtes, så var det nødvendigt at opfinde det. Men ige= n: Sejrene er de usynlige og abstrakte.

Den folkelige fiasko

Til gengæld er den folkelige fiasko alt for let= at se. Synlige spor af EU's fiaskoer er tydelige, når ulogiske regler, besynderlige støtteordninger og kritisabelt fråds med EU-midler dukker op i medierne. Det kunne måske endda gå, hvis befolkning= erne var villige til at tilgive EU for uregelmæssigheder i samme omfang, s= om de forsvarer deres eget land. Ingen i Danmark har vel forlangt det kommunale selvs= tyre nedlagt, fordi en vis borgmester i Farum havde svært ved at overholde reglerne, for at sige det pænt. Men i EU-sammenhænge bliver en korrupt embedsmand beviset på, at systemet er forkert.

      Samtidig s= kal samarbejdet trækkes med, at medlemslandene godt kan finde på at afvige fra den fælles kurs, hvis den strider mod deres egne interesse= r. Og det sker med befolkningernes velsignelse, da de jo føler et stærkere tilhørsforhold til deres egne lande, end de gør over for EU. Dér har EU-modstanderne absolut ret: EU har for borgerne kun ringe legitimitet i forhold til deres respektive medlemslande.

»Borgernes Dagsorden«

Problemet er, at man står med en nærmest = umulig opgave, efter at Forfatningstraktaten er kuldsejlet. Man har ønsket = at gøre projektet folkeligt, og det har indtil videre ikke været muligt.

      I Danmark har man forsøgt at få en folkelig debat i gang med »Borgernes Da= gsorden«, men det blev ikke nogen publikumsstorm – for nu at sige det høfligt. Og forklaringen er ikke kun, at en debat om EU's forfatning forudsætter en viden, som de færreste har.
      Hovedprobl= emet er, at borgerne i Europa har svært ved at se, hvad EU gør for = dem. Nogen vil endda mene, at EU gør det forkerte. EU optræder i adskillige befolkningsgrupper faktisk som det synlige bevis på en internationalisering og globalisering, som de ikke føler sig trygge = ved.

      Det er ikke nemme betingelser for at få godkendt en ny forfatning. Eller at f&ari= ng; en debat om EU i gang. Borgerne kan ikke se hvorfor man skal have en ny traktat, og udvidelsen med de ti nye medlemslande har forstærket modviljen. Udvidelsen har netop for borgerne betydet vandrende arbejdstager= e og usikkerhed omkring EU's budget. Og når der så tales om, at man = skal strømline EU's beslutningsprocesser, lyder det for en skeptisk borger mest som endnu et overgreb på nationalstaternes autonomi. =

At tale om at give borgerne direkte rettigheder virke= r ikke særligt overbevisende, så længe EU's politik kun sjældent berører borgerne direkte.

Den lange vej<= o:p>

Heller ikke for EU er det nemt at finde ud af, hvorda= n man kommer videre. Det var jo et mas at få alle 25 til at blive enige om = den traktat, der blev forkastet af Holland og Frankrig. Selv hvis man begyndte forfra, ville man nok ende med nogenlunde den samme traktat – og håbe på, at man næste gang kunne få den vedtaget.

   &nb= sp; Derfor forsøger EU-systemet og medlemslandenes regeringer at synliggø= ;re, hvad EU har gjort og gør. Det kaldes så »Resultaternes Europa« i Danmark. Statsministeren lancerede begrebet i sin tale den = 21. april i år og talte pænt om at vise borgerne, hvad EU betyder f= or dem. Endnu er de flotte ord dog ikke blevet til noget, som har givet folkel= ig accept.

      At få borgerne til at føle noget for konstruktionen vil kræve, at de får en reel fornemmelse af, at EU betyder noget. Teoretisk set var det oplagt at forsøge sig med en langt mere offensiv linje på det udenrigspolitiske område eller på indsatsen i Verdenshandelsorganisationen WTO. Man kunne også forestille sig, at Storbritannien og Frankrig overlod deres permanente pladser i FNs sikkerhedsråd til EU. Så kunne EU faktisk gøre en synlig forskel. Men sådan er virkeligheden jo ikke. Hverken engelske eller franske politikere eller borgere vil høre tale om at afgive magt over verdenspolitikken.

      Så m= an må nok ud på den lange vej. Det handler om det lange, seje træk og om at skabe et tilhørsforhold. Ikke med symboler, men = ved en synlig indsats dér, hvor landene kommer til kort hver for sig. Det kunne være at bidrage til et svar på globaliseringen. EU's medlemsstater har forpligtet sig til at investere i forskning som vejen til velstand og flere arbejdspladser. Og at få moderniseret deres uddanne= lsesystemer. EU-systemet skal stå mere fast på det område og holde medlemslandene fast på deres løfter til Lissabon-processen og Bologna-processen.

      (Lissabon-processen går ud på, at EU skal være ver= dens mest konkurrencedygtige og vidensbaserede økonomi i 2010. Bologna-processen går ud på, at der skal være større mobilitet og muligheder i de europæiske uddannelses- og forskningssystemer).

      Det lyder = ikke som noget nyt og er det indholdsmæssigt heller ikke. Men det er nødvendigt, hvis EU skal få legitimitet, at medlemslandene rent faktisk selv støtter det, som man i fællesskab er blevet enige= om.

Derfor er min holdning også, at man skal skønne på det pragmatiske forsøg på at gør= e EU tydeligere for borgerne. Fordi det respekterer befolkningen mere end at tvi= nge det strømlinede igennem for systemets egen skyld. =

En ny traktat<= o:p>

Min påstand er, at EU heller ikke med Forfatningstraktaten er nået til et manifest af længere varighe= d. Der vil komme ændringer og sikkert også gennemgribende nye trak= tater i de næste årtier. Det radikale Venstre ønsker Forfatningstraktaten vedtaget, som den foreligger. Det er jeg – vel i= kke overraskende – enig i. Jeg tror ikke, at en ny smallere traktat i sig selv løser problemet med den manglende folkelige legitimitet. Proble= met er jo ikke noget nyt. Hele ideen om, at et konvent skulle skrive udkastet t= il Forfatningstraktaten, var netop tænkt som et forsøg på at inddrage folket. Det blev det så kun meget indirekte (for ikke at sige slet ikke!) via nationale parlamentsmedlemmer.

      Folkelig opbakning kan kun løses ved at medlemslandene selv henviser til EU's nødvendighed: At regeringerne lader EU få del i de sejre, de ellers er tilbøjelige til at tilskrive sig selv. Og ikke tørr= er sager af på EU, fordi det er det mest bekvemme.

      Da det ide= al kræver både tid og overvejelse (overvindelse?) tror jeg alligev= el, at man må se sagen pragmatisk. En pragmatisk revision af den foreligg= ende forfatningstraktat. Enten som en slankere traktat for alle, hvis det accept= eres i EU-medlemskredsen. Eller en slags »Edinburgh-aftale« for de lande, som måtte ønske den løsning.
      Derfor er = mit forslag til en ny Forfatningstraktat ikke den store ændring: Lige nu fungerer hele EU på Nice-traktaten. Det er altså ikke umuligt. Derfor kan man godt forestille sig et EU, som fungerer ved en mindre ambitiøs Forfatningstraktat og koncentrerer sig om at få stabiliseret sin demokratiske platform.

      Jeg laver = ikke en større gennemgang og foreslår paragraftekst. Dels er det dræbende at læse, dels unødvendigt, når jeg faktisk mener, at Forfatningstraktaten er ret god som den er. Derfor kun en kort gennemgang af de fire dele, som Forfatningstraktaten består af, med de områder, hvor jeg vil foreslå ændringsforslag med henblik på enten en »Edinburgh-aftale for flere« eller en generelt slankere Forfatningstraktat. Ud fra tesen om, at befolkningerne ikke føler sig trygge ved at afgive national selvbestemmelse, før = de kan se, hvad de får for det, de allerede har afgivet.

Diskussionsfelter i Forfatningstraktaten:

I præamblen skrives, at de europæiske folk »i stadig tættere forening« vil udforme deres fælles skæbne. Spørgsmålet er om det er nødvendigt at definere samarbejdet sådan.

      I del I ko= mmer de mange institutionelle regler. Det er helt sikkert en fordel for EU-syste= met at droppe »søjlerne« og i princippet lade al EU-politik være overstatslig. Problemet er bare, at det måske netop er det, som den folkelige modstand har allersværest ved at acceptere. Selvom = det måske er bøvlet som det er nu, så fungerer det jo. Måske skulle man her komme modstanden i møde og lade i hvert f= ald udenrigs- og sikkerhedspolitikken også formelt fortsætte p&arin= g; mellemstatslig basis.

      Til gengæld synes jeg, at man skal bevare de nye stemmevægte og øvrige aftaler, blandt andet den faste formand for Det europæi= ske Råd, fordelingen af pladserne i Parlamentet, roterende trojka-formandskaber, samt ikke mindst Kommissionens sammensætning.

      I del II f= inder man Det europæiske Charter om grundlæggende rettigheder. Dette = er allerede et politisk dokument, som medlemslandene har tilsluttet sig. Efter= min mening kan det genfremsættes i uændret form, da det udtrykkeligt præciseres, at charteret ikke kan bruges på områder, som = EU ikke allerede har justits over. Derfor kan det ikke ses som konkurrent til anden lovgivning, men som en udvidelse af borgerens rettigheder.

      Del III er= den tunge og detaljerede del, som viser, at der mere er tale om en traktat end = en forfatning. Detaljerede bestemmelser om specifikke politiske områder = har aldrig været normalt i en forfatning. Eftersom det overvejende er allerede vedtagne traktater, synes jeg ikke, man skal gøre for meget= ved dette afsnit, som for borgeren er et væsentligt fremskridt, da man her har skrevet tidligere traktater sammen i en nogenlunde læsbar tekst. =

      Man kan dog overveje, om man via de praktiske erfaringer har fået arbejdet sig fr= em til klarere regler for eksempel på området arbejdskraftens fri bevægelighed. I så fald skal man selvfølgelig få skrevet dette ind i traktaten. Det vil nok også berolige unionens borgere.

      Med hensyn= til del IV vil jeg foreslå, at man dropper ideen om »småjusteringer« af traktaten uden regeringskonferencer. = Det er rigtigt, at de nationale parlamenter er en nødbremse, men man kan= nok leve med alligevel at skulle lave regeringskonferencer. Uanset hvor irriter= ende det må være for systemet, så er det (stadig) befolkningens bedste måde at holde snor i systemet på.

Tag EU alvorligt

Hvad kan man så sige sammenfattende som afslutn= ing? At man ikke skal underkende EU's fantastiske succes på det diplomatis= ke plan, men at det ikke modsvarer det folkelige plan og næppe kommer til det, før befolkningerne tydeligt kan se, at EU gør noget for = dem, som deres eget land ikke kunne gøre alene.

    Det handler om, at befolkningerne skal kunne se fornuften i at pulje sine kræfter. Og at= EU byder på rettigheder og forpligtelser, som er fornuftige. Derfor skal medlemslandenes politikere også holde, hvad de lover EU. Hvis de ikke tager EU alvorligt, hvorfor skal befolkningerne så gøre det? D= et skal EU-politikere og især regeringer tage på sig – som vilkår og udfordring.

Hanne Roed er medlem af Den radikale Hovedbestyrelse = og 3. suppleant på den radikale liste til EU-Parlamentet. Var 2002-06 medle= m af det radikale udenrigspolitiske udvalg. Formand for den lokale Århus EU-gruppe.

Uddannet cand.scient.pol., men er for tiden studerende på Den sociale Højskole i Århus.

Tilbage til toppen=

EU må laves grundlæggende om<= /h1>

Af Sven Skovmand

Når man bevæger sig i radikale kredse, un= dres man tit over den begejstrede holdning, der findes til EU. Når man lyt= ter, fornemme man, at alt, hvad EU hidtil har lavet, er godt, og at vi derfor sk= al gå 100 procent ind for alt, hvad EU foreslår. Det er en begejstring, der kan minde om den, der for en del år siden fandtes bl= andt tilhængerne af marxismen.

   &nb= sp; Men har EU virkelig været så god? Efter min mening er svaret nej.

   &nb= sp; Jeg indrømmer gerne, at oprettelsen af først Kul- og Stålfællesskabet i 1953 og oprettelsen af det europæiske fællesmarked var med til at skabe et bedre forhold mellem Tyskland og Frankrig, og at det gav det daværende Vesttyskland mulighed for at få et fornuftigt forhold til omverdenen.

   &nb= sp; Jeg indrømmer også gerne, at oprettelsen af EU sammen med oprettel= sen af frihandelsområdet EFTA gav et skub til frigørelsen af hande= len i Vesteuropa, så stort set alle toldsatser på industrivarer var afskaffet i 1973, da Danmark blev medlem af det daværende EF.

   &nb= sp; Men når det hævdes, at EU har været til gavn for freden, er d= er efter min mening tale om en helt forkert tolkning af historien. =

   &nb= sp; 2. Verdenskrig var i Europa først og fremmest et opgør mellem Tyskland og Rusland. Hitler betragtede Rusland eller Sovjetunionen – = som landet dengang hed – som sin hovedmodstander. Og når han lod si= ne styrker angribe og besætte Frankrig, skyldtes det udelukkende ønsket om at have ryggen fri under angrebet mod øst.

   &nb= sp; De militære tabstal taler deres eget sprog. Krigen kostede omkring 600.0= 00 franskmænd livet, mens cirka 20 millioner sovjetborgere blev dræ= ;bt.

   &nb= sp; Når EU blev dannet, skete det derfor kun til dels for at skabe forsoning mellem Frankrig og Tyskland. Mindst lige så vigtigt har det været, at = man ville skabe et stærkt Vesteuropa, som kunne forsvare sig mod stormagt= en i øst.

   &nb= sp; Udsoningen mellem Frankrig og Tyskland kan sidestilles med den udsoning mellem Danmark= og Sverige, der fandt sted i forbindelse med de danske krige mod tyskerne i 1848-50 og 1864. Men endnu så sent som i 1830'erne byggede de danske militære krigsspil på en krig mellem Danmark og Sverige!

   &nb= sp; Hvis EU virkelig skulle arbejde for et fredeligt Europa, måtte organisatio= nen arbejde på udsoning mellem Tyskland og Rusland. Men det har man ikke gjort. Tværtimod har man haft skrappe handelsrestriktioner over for Rusland. Og optagelsen af de tidligere sovjetrepublikker Estland, Letland og Litauen var en grov provokation af Rusland.

   &nb= sp; Samtidig må man sige, at EU med sin helt unødvendige anerkendelse i 199= 2 af først Slovenien og Kroatien og senere Bosnien pådrog sig en st= or del af ansvaret for de rædselsfulde begivenheder, der fulgte med opdelingen af Jugoslavien.

   &nb= sp; Og når der i den kuldsejlede forfatning står, at EU's medlemslande hvert år skal forøge deres militære udgifter, og at EU s= kal have et fælles våbenagentur, er det nok ikke udtryk for en fred= elig tanke, men et ønske om at gøre EU til en militær storma= gt.

   &nb= sp; Hertil kommer, at EU's beskyttelsespolitik over for varer fra lande uden for EU er på vej til at være en katastrofe for ulandene.

»Forfatningstraktaten« bliver aldrig vedt= aget

Hvad man med sikkerhed kan sige, er, at alle EU's pos= itive resultater blev opnået i samarbejdets første år, og at de derfor ikke i sig selv kan være noget argument for, at EU skal have m= ere magt.

   &nb= sp; Resultatet af at give EU øget magt kan nemlig meget vel blive det stik modsatte= : at folk vender sig imod EU og kræver at få deres selvstændig= hed igen.

   &nb= sp; EU's udvidelse af magt har da også kun kunnet ske, fordi beslutningerne er sket i en snæver kreds af politikere og diplomater, og fordi man har kunnet banke de lande, hvis folkeafstemninger sagde nej – Danmark og Irland – på plads.

   &nb= sp; Dette forhold var ikke til stede, da EU-grundloven skulle vedtages. Her fik både de franske og de hollandske vælgere mulighed for at tage stilling, og de sagde nej. Det skyldtes ikke, som nogle EU-tilhængere hævder, at de vidste for lidt om EU. Nej, de blev tværtimod for alvor klar over, hvad EU gik ud på – og det syntes de ikke om.<= o:p>

   &nb= sp; Derfor kan man lige så godt først som sidst erkende, at Giscard d'Estaings »forfatningstraktat« aldrig vil kunne blive vedtaget= i sin nuværende skikkelse og næppe hellere i en let omarbejdet udgave.

   &nb= sp; Man vil formentlig kun kunne komme igennem med en rent teknisk traktatændring, der tager hensyn til de rent praktiske følger = af, at der hele tiden optages flere medlemslande.

   &nb= sp; Men det betyder ikke, at det er ligegyldigt at beskæftige sig med, hvorda= n en EU-grundlov skal være. For hvad enten man ønsker, at EU skal h= ave mere eller mindre magt, er der grund til at lave om på den måde, som EU i dag fungerer på.

Alle skal kunne fremsætte lovforslag=

Et af de mest udemokratiske træk ved EU er, at Kommissionen har eneret på at fremsætte lovforslag. Det udelukk= er i praksis, at man kan ændre på uheldige love – noget som el= lers er et grundprincip i ethvert demokrati.

   &nb= sp; Denne »initiativret« blev til, fordi EU's skaber, franskmanden Jean Monnet, var en indædt modstander af demokrati og politikere. Ved at g= ive Kommissionen eneret på at stille forslag, ville han sikre sig imod, at tåbelige politikere på et senere tidspunkt søgte at skrue udviklingen tilbage.

   &nb= sp; Både tilhængere og modstandere af EU bør kunne være enige om,= at retten til at stille lovforslag må udvides, så ethvert medlemsl= and kan have denne ret.

   &nb= sp; Et lige så væsentligt krav må være, at borgerne i medl= emslandene gennem deres valg af medlemmer til deres lands parlament kan sikre, at de valgte politikere vil kunne ændre de love, som de ikke synes om. Men dette krav kan ikke imødekommes med det EU, vi har i dag. For EU byg= ger på tvang og undertrykkelse, hvor andre internationale organisationer bygger på frivillighed.

   &nb= sp; Kun hvis dette krav imødekommes, kan EU blive til en demokratisk institution.

   &nb= sp; Men »Forfatningstraktaten« spærrer effektivt for denne muligh= ed, fordi den med syvtommersøm slår fast, at EU's love altid har forrang for de love, der vedtages af medlemslandene – altså også den danske grundlov.

   &nb= sp; Alene af den grund var det en lykke, at EU-grundloven – som den rettelig bør kaldes – faldt ved folkeafstemningerne i Frankrig og Holla= nd.

EU's magt må begrænses<= /b>

Personlig vil jeg helst have Danmark ud af EU. Jeg ka= n ikke se idéen i, at vi skal være med i en organisation, der binder = os på hænder og fødder og oven i købet koster os en masse penge.

   &nb= sp; Men det er jo ikke opgaven med denne pjece. Her skal vi prøve at anvise forslag til, hvordan EU kan få en ny og bedre grundlov end de regler,= som organisationen har i dag.

   &nb= sp; Og skal EU være til at leve med, er det nødvendigt, at der sker en begrænsning af EU's magt.

   &nb= sp; Det kan ske på to måder.

   &nb= sp; Den ene er, at man får skabt en skarp afgrænsning mellem de opgaver, som EU skal tage sig af, og de opgaver, som alene skal løses af medlemslandene.

   &nb= sp; En sådan opdeling fik man i Tyskland i juni 2006. Efter denne opdeling, = som er gennemført af Angela Merkels samlingsregering af socialdemokrater= og kristendemokrater, skal den tyske forbundsstat tage sig af blandt andet udenrigs- og forsvarspolitik, indvandring, skat, valutapolitik, toldvæsen, jernbaner, fly og post, miljøbeskyttelse og bekæmpelse af international terrorisme samt EU-Politik

   &nb= sp; Delstaterne skal til gengæld tage sig af børnehaver og skoler, universitet= er og højere uddannelser, aviser og medier, kulturelle forhold, boligpolitik, sundhedspleje, fængselsvæsen og politi.

   &nb= sp; I EU skal opgavefordelingen naturligvis være anderledes, idet EU skal h= ave færre og medlemslandene flere opgaver, end forholdene er i Tyskland. = Men det tyske eksempel er først og fremmest interessant, fordi det viser= , at en opdeling er mulig.

   &nb= sp; En opdeling af opgaverne i EU vil være et klart fremskridt i forhold til= i dag, fordi både medlemslandene og deres borgere på en helt anden måde vil være klar over, hvordan deres stilling er i systemet.<= o:p>

Et EU i to hastigheder

Den anden mulighed – og den kan umiddelbart kombineres med den første – er, at man får et EU i to hastigheder, altså et EU, hvor kun de lande, der ønsker det, er forpligtet til at følge alle hidtidige og fremtidige regler.

   &nb= sp; Vi har allerede begyndelsen til denne situation, idet Danmark, Sverige og Engl= and har beholdt deres egen valuta og dermed er fri for at deltage i Euro-samarbejdet med alle de problemer, det giver. Og intet tyder på,= at de tre landes vælgere vil gå med til, at denne situation ændres.

   &nb= sp; Men denne mulighed må også kunne bruges på andre område= r. For eksempel må det gøres muligt for de lande, der ønsk= er det, at sige nej til indførsel af varer, der er til skade for befolkningens sundhed. Det strider mod det indre markeds grundsætning= er, men hvorfor skal det ikke have lov til at gøre det? Det indre marked= blev jo opfundet med den officielle begrundelse, at det skulle skabe velstand. Hvorfor skal det så have lov til at skade sundheden?

   &nb= sp; Det er noget fundamentalt forrykt i, at EU skal kunne påtvinge Danmark at indføre usunde fødevarer og tillade kræftfremkaldende plantegifte, ligesom det er i strid med den nationale selvstændighed,= at vi af hensyn til grænsehandelen skal have lavere afgiftssater, en rin= gere sundhedstilstand og et højere benzinforbrug, end vi ville have, hvis= vi selv kunne bestemme.

   &nb= sp; Iøvrigt spiller det indre marked ikke nogen afgørende rolle for medlemslande= nes velstand. De handelsmæssige fordele opnås ikke inden for EU, men ved at handle med landene i Den tredje Verden, der kan levere varerne til en langt lavere pris, end EU-landene kan.

   &nb= sp; Da Eurosamarbejdet er den mest radikale udgave af EU-samarbejdet, vil det være naturligt, at man i fremtiden kun lader EU's regler gælde fuldt ud for de lande, der er med her.

   &nb= sp; Det vil møde voldsom modstand i de kredse, der har den største fo= rdel af EU-samarbejdet, først og fremmest de forskellige landes udenrigsministerier, som takket være EU har fået en status og en betydning, som de før i tiden kun kunne drømme om.=

   &nb= sp; Derfor må det være vælgerne, der træffer den endelige afgørelse.

Parlamentets og Domstolens magt må indskræ= ;nkes

Hvis EU skal fungere hensigtsmæssigt, er det nødvendigt, at to institutioner får indskrænket deres ma= gt – Domstolen og Parlamentet.

   &nb= sp; Domstolen har fra første færd tiltaget sig en helt urimelig magt og har gentagne gange reelt ændret EU's lovgivning. Et klart eksempel er den= ene af de to miljøgarantier, som var en del af den Europæiske Fælles Akt, der blev sat i kraft i 1987. Efter den kunne ethvert medlemsland i miljøspørgsmål indføre stremmere bestemmelser, blot de var »forenelige med denne traktat«.<= /o:p>

   &nb= sp; Men denne regel var Domstolen ikke tilfreds med. Den afsagde en dom, hvori den erklærede, at miljøgarantien kun gjaldt, hvis den på forhånd var godkendt af Kommissionen.

   &nb= sp; Domstolen bør derfor omdannes til en voldgiftsret, der kun tager stilling til konkrete sager og alene bygger sine domme på, hvad der står i traktaterne.

   &nb= sp; Parlamentet er en skindemokratisk forsamling, fordi vælgerne i de enkelte medlemslande i praksis kun kan øve indflydelse på det beskedne antal medlemmer, de har valgt. Men Parlamentet har gennem årene tilta= get sig mere og mere magt, fordi det i 1975 fik ret til at forkaste EU's budget= , og fordi det med et kvalificeret flertal har mulighed for at afsætte Kommissionen. Derfor har det nu også betydelig indflydelse på l= ovgivningen og tager dermed magt fra Ministerrådet, der er repræsentanten f= or samtlige medlemslande.

   &nb= sp; Parlamentet kan have værdi ved at se kritisk på EU's lovgivning og komme med ændringsforslag til den. Denne ret skal Parlamentet fortsat have, men= det skal ikke have medbestemmelse om lovene og budgettet. Og valget af Kommissionens formand og dens medlemmer skal alene foretages af Ministerrådet.

   &nb= sp; Uanset antallet af medlemmer skal ethvert medlemsland have ret til en kommiss&aeli= g;r. Ellers bliver det alt for vanskeligt for det pågældende lands politikere at få et indtryk af, hvad der sker i Kommissionen, ligesom= det bliver sværere for Kommissionen at sætte sig ind i de enkelte landes problemer.

Den frie bevægelighed skal afskaffes=

Reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed fungerede nogenlunde i EU's første mange år, hvor medlemskreds= en var præget af lande med en høj velstand, og hvor indvandring og udvandring imellem EU-landene spillede en forholdsvis begrænset rolle= .

   &nb= sp; Men efter udvidelsen med landene i Østeuropa er forskellen i levestandard mellem rige og fattige lande blevet så stor, at arbejdskraftens frie bevægelighed er blevet lidt af en tidsindstillet bombe.

   &nb= sp; På trods af de midlertidige begrænsninger, der har været indført, skaber indvandringen af især polsk og litauisk arbejdskraft allerede i dag store problemer, og de vil blive forstærk= et i takt med, at stadig fattigere lande bliver optaget som medlemmer.

   &nb= sp; Helt katastrofalt vil det være, hvis Tyrkiet bliver medlem. Kommissionen skønner selv, at det vil føre til, at seks millioner tyrkere rejser til EU's rige lande. At forestille sig, at dette vil kunne lade sig gøre uden alvorlige problemer, er utilladelig naivt.

   &nb= sp; Den frie bevægelighed fremstilles ofte som et gode ved EU. Men reelt er d= en alene en fordel for arbejdsgiverne, der i en periode får en arbejdskr= aft, som ikke skal have så meget i løn som de hjemlige arbejdere. F= or samfundet vil en øget indvandring betyde øget ghettodannelse = og proletarisering af indvandrerne og deres børn, hvad der igen vil ska= be sociale problemer og kriminalitet.

   &nb= sp; Samtidig – og det glemmes ofte i debatten – er udvandringen noget af en katastrofe for de lande og områder, som indvandrerne kommer fra. OECD påpegede således allerede i 1970, at de folk, som udvandrer, er yngre og har en bedre uddannelse, end de folk, der bliver tilbage. Det bety= der, at udviklingen sættes i stå, og at forskellen mellem de rige og= de fattige lande bliver endnu større, end den er i dag.

   &nb= sp; Opgiver man til gengæld tvangstanken om den frie bevægelighed, vil det = uden problemer være muligt at optage Tyrkiet i EU.

Et hus, der er bygget på sand=

Jeg er naturligvis klar over, at meget af det, jeg her foreslår, ikke vil kunne gennemføres. Efter de gældende regler skal Parlamentet jo sige ja til enhver ændring af EU's traktat= er – og Parlamentet vil aldrig gå med til, at dets magt bliver indskrænket.

   &nb= sp; Heller ikke i medlemslandene er ønsket om grundlæggende forandringer stort. For de ledende politikere styres i praksis af landenes udenrigsministerier, og for dem har medlemskabet af EU som nævnt v&ae= lig;ret en enorm gevinst.

   &nb= sp; Deraf følger, at EU måske ikke har nogen langsigtet fremtid, og at risikoen – eller muligheden – for, at EU går i opløsning, er ganske stor.

   &nb= sp; EU's nuværende grundlag bygger nemlig på sand, og som Jesus siger i Matthæus-evangeliets kapitel 7 om det hus, der er bygget på sand:

   &nb= sp; »Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.«

Sven= Skovmand er journalist og forfatter. Han var radikalt medlem = af Folketinget fra 1968 til 1973 og af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EF 1979-84. Han er medlem af den radikale hovedbestyrelse og af radikalt EU-kritisk netværk.

Tilbage til toppen=

»Mit eget EU«

Af Bjarke Thomassen

Filosoffen Jürgen Habermas, der har beskæf= tiget sig med begrebet en fælles europæisk identitet, er af den opfattelse, at et europæisk fællesskab ikke må medf&oslas= h;re en kulturel ensretning, og der skal være tale om en overbygning p&ari= ng; eksisterende nationalbaserede, etniske og kulturelle identiteter.

   &nb= sp; Med dette udgangspunkt vil jeg i det efterfølgende beskrive, hvorledes j= eg mener det europæiske samarbejde i EU skal forme sig, og jeg vil indle= de med at give en sammenfatning af »mit EU«.

   &nb= sp; EU skal være et fællesskab bestående af selvstændige demokratiske stater med hver deres kulturelle og sproglige særpr&aeli= g;g.

   &nb= sp; Fællesskabet skal have til formål at højne livskvaliteten og levestandarden= for borgerne samt at være fælles talerør i internationale forhold.

   &nb= sp; Fællesskabet skal handle ud fra demokratiske principper og stå for en åben, ærlig og sammenhængende international politik.

   &nb= sp; Den personlige frihed, frihed til at tro, tale og skrive, retten til at mødes, danne foreninger er grundlaget for fællesskabets værdier, der skal udøves med respekt for andre.

   &nb= sp; Der er tale om et fællesskab, hvor religion og politik er adskilt.

   &nb= sp; Fællesskabets ansvarsområde er de overordnede politiske områder som udenrigspolitik, forsvarspolitik, pengepolitik, handelspolitik og selskabsbeskatning.

   &nb= sp; De enkelte stater har selv ansvaret for kultur, uddannelse, socialområde, arbejdsmarked, flygtninge- og miljøområde.
   &nb= sp; Borgerne kan frit bevæge sig over de indre grænser, etablere forretning, arbejde og bo i alle områder af fællesskabet, men skal respekte= re de lokale regler og lovgivninger.

   &nb= sp; Fællesskabets institutioner består af Parlamentet, Ministerrådet og Domstolen= .

   &nb= sp; Parlamentet vælges ved direkte valg i de enkelte lande og udgør fællesskabets førstekammer, som er den lovgivende forsamling.<= o:p>

   &nb= sp; Ministerrådet vælges eller udpeges blandt folkevalgte i de enkelte lande og udgør fællesskabets andetkammer. Ministerrådet kan vedta= ge eller forkaste de fremsatte lovforslag. Ministerrådet kan anmode Parlamentet om at udarbejde et lovforslag.

   &nb= sp; Parlamentet vælger og afsætter fællesskabets ministre, der ikke m&ari= ng; være medlem af Ministerrådet eller Parlamentet.

   &nb= sp; Domstolen skal være upolitisk og kan kun afgøre sager i forbindelse med fællesskabets lovgivning.

   &nb= sp;

Hvad er der galt med EU?

Vi har ofte hørt udtrykket »EU projektet mangler folkelig opbakning«. Dette er typisk blevet imødegået af ledende politikere, der mener befolkningen mangler oplysning om EU, og det må der så gøres noget ved. =

   &nb= sp; Der er imidlertid næppe belæg for at påstå, at politike= re har større indsigt i hvilken udvikling, der tjener befolkningen beds= t. Dette gælder både med hensyn til EU og i en bredere politisk betydning. For set med historiens målestok har mange politiske beslutninger været særdeles ufornuftige, ja endda katastrofale = for befolkningen. Den politiske intelligens er på godt og ondt et spejl af den befolkning, som har valgt dem. <= /span>

   &nb= sp; Det er her, vi er ved problemets kerne, nemlig eksistensen af en politisk elite, der sammen med topembedsmændene mener at vide, hvad der er bedst for befolkningen og ikke kan forstå, hvorfor der ikke klappes i hænderne hver gang, der kommer nye tiltag fra EU.
   &nb= sp; Dertil kommer, at EU har stærk slagside med hensyn til at favorisere kapital= ens interesser. Ganske vist optræder EU også som vogter over for kapitalen, men da hovedparten af beslutningerne i EU tager udgangspunkt i at styrke det indre marked, er det som regel borgernes interesser, som må vige over for kapitalens.

   &nb= sp; Det er også vanskeligt at se fornuften i den stadigt tiltagende detailregulering af de indre forskelle i fællesskabet. Kapitalen har selvfølgelig interesse i et stort homogent marked på 500 mill. indbyggere, men det er ikke sikkert, at befolkningen er interesseret i denne ensretning. Ændringer af kulturelle særpræg er ikke noget, man foretager med direktiver, men med dialog og samkvem.<= /p>
   &nb= sp; Et andet hovedproblem er, at vi aldrig har fået fastlagt EUs langsigtede mål, eller snarere at det er fundet mere hensigtsmæssigt ikke at gøre det. En hvilken som helst anden demokratisk sammenslutning af stater har en grundlov, der fastlægger grænserne mellem fællesskabets og enkeltstaternes beslutningsområder. I EU kan et enigt ministerråd stort set beslutte fordelingen af kompetencen mellem medlemsstater og fællesskabet.

   &nb= sp; Det er denne glidebane, som måske er meget bekvem for EUs politikere, men= som også er med til at underminere befolkningens tillid til EU.

   &nb= sp; Det er også meget problematisk, at Domstolen ofte lægger en helt an= den fortolkning i et direktiv end det, som de lokale parlamenter troede var vedtaget. Det skyldes, at EU-direktiver ofte laves så upræcise, fordi man ønsker at overlade fortolkningen til Domstolen.=

Hvad er godt, stort eller småt?

Tidens trend er, at småt skal være stort,= og stort skal være større, men det er ikke nødvendigvis det bedste. Hvis vi ser på, hvorledes de europæiske stater fungerer, tyder alt på, at de mindre er bedre til at tilpasse sig og dermed har= et bedre fungerende samfund.

   &nb= sp; De større lande har typisk større sociale problemer, mere korruption, et dårligere fungerende arbejdsmarked osv. Omvendt er de store økonomier mindre afhængige af påvirkninger udefra = og vil også bedre kunne gøre sig gældende i internationale forh= old.

   &nb= sp; Hvis vi skal have et dynamisk fællesskab, hvor tingene tilpasses løbende, skal mest muligt besluttes tættest muligt på borgerne. Europa kan ikke reguleres efter de samme regler fra nord til syd;= det forhindrer mangfoldigheden i den europæiske kultur. Derimod kan Europa med stor fordel have en fælles politik på de overordnede politikområder samt en fælles international stemme.<= /span>

Hvorfor medlem af EU?

Det nuværende EU er skabt på baggrund af = 2. verdenskrig med det sigte, at samarbejde omkring økonomisk fremgang = og stabilitet ville sikre freden fremover. EU var fredens projekt, og dette er stadigvæk argumentet for den fortsatte integration EU landene imellem= .

   &nb= sp; Imidlertid kan en stigende integration imod det brede flertal af befolkningen få= den helt modsatte virkning, nemlig et oprør mod det, som mange fø= ler som et påtvunget tyranni.

   &nb= sp; På den positive side kan der fremhæves, at EU har været med til at fremme demokratiet i flere af de lande, der har anmodet om optagelse i fællesskabet. Landene er blevet tvunget til at rette ind efter kravene til mere demokrati og mindre korruption.

   &nb= sp; Det er oplagt, at EU burde være en positiv medspiller som ekstern konfliktløser, men det må siges, at EU har været en kata= strofe på dette område, hvilket håndteringen af krigen på Balkan vidner om. Her formåede man ikke at løse en konflikt i = sit eget nærområde, hvad der fremkaldte mange associationer til and= en verdenskrig. I det hele taget har EU haft meget vanskeligt ved at finde fælles fodslag i forhold, der rakte ud over det indre marked.

   &nb= sp; Igen på den positive side skal dog nævnes EUs forsøg på= at mægle i striden om problemerne i Mellemøsten, men indtil videre uden større held. EU har ikke den struktur, der er nødvendig = for at være medspiller i internationale forhold.

   &nb= sp; Man kan fristes til at spørge, om fiaskoen på de store politikområder har været årsagen til, at man har kastet s= ig over en detailregulering af egne interne forhold.

   &nb= sp; Det er derfor altafgørende for EUs berettigelse, at der skiftes spor fra= at være sagsbehandler i detailregulering til at interessere sig for de større ting. En fortsat bureaukratisering og ensretning indadtil vil= med stor sandsynlighed resultere i stigende modstand fra befolkningerne, hvorim= od en konstruktiv udadvendt politik på den internationale bane vil give EU-borgerne fælles følelse af fællesskabets betydning. EU burde derfor omprioritere sine indsatsområder fra det indre marked ti= l de overordnede politiske områder.

Den naturlige afgrænsning for EU

Hvilke kriterier skal der lægges til grund for = at kunne søge om medlemskab til EU? Det første og ufravigelige k= rav er, at der er tale om en demokratisk stat, der har vilje til at få st= yr på såvel økonomien som korruptionen.
   &nb= sp; Dernæst er der to andre kriterier, som begge i et eller andet omfang skal være opfyldt: geografisk og kulturel tilknytning til det europæiske kontin= ent. Med hensyn til de nuværende 27 lande kan der ikke rejses tvivl om det geografiske og kulturelle tilhørsforhold, men det begynder at blive = mere aktuelt at få fastlagt den endelige østlige grænse. Den resterende del af Østeuropa, dvs. Balkanlandene, Ukraine og Hviderus= land opfylder både den geografiske og kulturelle tilknytning, og tilbage er der så kun Tyrkiet, der står med et ben på begge sider.

   &nb= sp; Man kan med rette sige, at den vestlige del af Tyrkiet opfylder kriterierne for= et medlemskab, hvorimod den østlige, som udgør størstedel= en ikke gør det. Dertil kommer, at Tyrkiet overvejende er et muslimsk l= and, hvilket vil være et nyt aspekt i det europæiske samarbejde. Min egen overbevisning er, at Tyrkiet bør optages som medlem af EU.=

   &nb= sp; Der er to ting, der taler herfor: den ene er, at landet vil blive trukket i ves= tlig retning, og det andet er, at det vil sikre, at EU forbliver en sekulær statsdannelse. Under tilblivelse af den nu forkastede traktat var der stærke sydeuropæiske kræfter, der arbejdede for at indskr= ive, at traktaten byggede på et kristent grundlag, hvilket vil være = en sammenblanding af politik og religion.

Politiske områder

I det efterfølgende vil jeg meget kort lave en oversigt med hensyn til hvad jeg mener, EU skal tage sig af, og hvad der er medlemslandenes politiske områder.

   &nb= sp; Udenrigspolitikken varetages af fællesskabet og udøves gennem fællesskabets organer.

   &nb= sp; Der opstilles et nyt kodeks for europæisk udenrigspolitik, som bygger på en ærlig, åben og visionær helhedsorienterende politik med det formål:

–  &= nbsp; at sikre freden i verden

–  &n= bsp; at sikre et verdensomspændende godt miljø

–  &= nbsp; at sikre en fri og retfærdig handel

–  &= nbsp; at sikre bedre og lige levevilkår for alle <= /p>
   &nb= sp; EU skal desuden have en fælles forsvarspolitik og dermed fælles styrker, hvis hovedformål er at udføre fredsbevarende operatio= ner.

   &nb= sp; På det retspolitiske område skal EU tage sig af den overordnede retspoli= tik på de områder, der vedrører de fælles politiske områder, og enkeltstaterne skal tage sig af de områder, der vedrører dem.

   &nb= sp; Der indføres en fælles valuta i alle medlemslandene. Valutapolitik= ken styres af den europæiske centralbank, der er en uafhængig enhed. Centralbankens opgave er at styre pengemængden og renten samt at overvåge om medlemslandene holder sig inden for de aftalte budgetgrænser. Budgetgrænserne fastlægges ved lov.

   &nb= sp; EU tager sig af handelen ved de ydre grænser samt sikrer en fri handel mellem enkeltstaterne under hensyntagen til landenes særlovgivning på for eksempel miljøområdet.

   &nb= sp; Selskabsbeskatningen fastlægges af EU, men provenuet tilfalder medlemslandene.<= /span>

   &nb= sp; Eventuel told ved EUs ydre grænser fastlægges og opkræves af EU.

   &nb= sp; Personskatter og afgifter fastlægges og opkræves af de enkelte medlemslande. = EUs udgifter dækkes ind via en afgift fra medlemslandene.

   &nb= sp; EUs landbrugspolitik har til formål at sikre en stabil leverance af sunde produkter til den europæiske befolkning.

   &nb= sp; Af hensyn til forsyningssikkerheden skal EUs selvforsyningsgrad på basisprodukter ligge mellem 60 og 70 procent. Der skal være fri adgang til import for den del, der ligger over dette.

   &nb= sp; Undervisning og uddannelse varetages af medlemslandene, men på de højere uddannelser udarbejdes der EU-standarder, som landene kan tilslutte sig helt eller delvis.

   &nb= sp; Det enkelte land har ret til at fastlægge kvoter for optagelse af studerende/elever fra andre EU lande, men må ikke favorisere bestemte grupper.

   &nb= sp; Socialpolitik varetages af medlemslandene, der selv bestemmer niveauet og fordelingen mel= lem skatte-, forsikrings- og brugerfinansierede udgifter. Borgerne har ret til = at få udbetalt deres erhvervede ydelser fra hjemlandet ved kortere eller længere ophold i et andet EU-land.

   &nb= sp; EU fastlægger fælles regler for, hvor længe en borger skal h= ave boet i et andet EU-land for at erhverve ret til ydelser fra dette land.

   &nb= sp; EUs miljøpolitik skal opdeles i tre niveauer:

–  &n= bsp; minimumskrav som medlemslandene skal følge

–  &n= bsp; medlemslandenes ret til at fastlægge skærpede krav

–  &n= bsp; udarbejdelse af frivillige EU-standarder, som ligger over minimumskravene

   &nb= sp; EUs energipolitik skal sikre en selvforsyningsgrad på minimum 60 procent, hvoraf en væsentlig del kommer fra vedvarende energi. Selvforsyningsgraden gælder samlet for hele EU, hvorimod landene individuelt skal overholde den fastlagte andel af vedvarende energi. <= /o:p>

   &nb= sp; EU kan fastlægge bindende krav til energibesparende foranstaltninger.

   &nb= sp; EU skal have en fælles overordnet flygtningepolitik, hvis formål e= r at mindske presset på de europæiske grænser.

   &nb= sp; Det enkelte EU land skal selv stå for kontrollen ved egne grænser o= g er derved selv ansvarlig med hensyn til at begrænse en uønsket indvandring. De enkelte lande må ikke acceptere ophold af illegale personer.

   &nb= sp; Retten til frit at bevæge sig over grænserne gælder ikke flygtni= nge, før de har opnået statsborgerskab i deres værtsland.

   &nb= sp; EU kan fastlægge fælles minimumsregler for, hvorledes flygtninge s= kal behandles og hvorledes statsborgerskab opnås.

Fællesskabets organer

Fællesskabets organer skal bestå af Parlamentet, Ministerrådet og Domstolen, hvis indbyrdes kompetence sk= al være som følgende:

   &nb= sp; Parlamentet skal vælges ved direkte valg i forhold til medlemslandenes befolkningstal, og dets afgørelser skal træffes ved simpelt fl= ertal. Parlamentet skal være den lovgivende myndighed, men fremsatte lovfors= lag skal godkendes af Ministerrådet.

   &nb= sp; Parlamentet skal vælge og afskedige ministrene samt fællesskabets førstemand. Både minister og førstemand skal godkendes = af ministerrådet.

   &nb= sp; Ministerrådet skal vælges eller udpeges af folkevalgte organer i de enkelte medlemslande, og alle medlemslande skal være repræsenteret. Det enkelte medlemsland fastsætter selv valgreglerne.
   &nb= sp; Ministerrådet skal godkende fremsatte lovforslag, og det skal kunne pålægge parlamentet at fremsætte konkrete lovforslag.

   &nb= sp; Ministerrådet skal fastlægge hvilke sager, der skal afgøres ved simpelt eller vægtet flertal, og hvilke, der kræver et kvalificeret flertal.<= o:p>

   &nb= sp; Domstolens medlemmer udpeges i enighed af Parlamentet og Ministerrådet. De vælges for en fast periode og kan ikke afskediges i utide. Dommerne må ikke samtidig bestride politiske hverv.

   &nb= sp; Domstolen kan kun dømme i sager, der har baggrund i fællesskabets lovgivning.

Forslaget må tages af bordet<= /b>

Afslutningsvis vil jeg sige, at der hviler et stort a= nsvar på politikerne med hensyn til at skabe et europæisk fællesskab, som har befolkningens tillid. Det nuværende traktatforslag skal tages af bordet, og der skal i stedet udarbejdes en europæisk grundlov, der både sikrer den europæiske forskellighed og knytter de europæiske lande tættere samme.

   &nb= sp; Det er min opfattelse, at EU med fordel burde indføre »frivillige standarder« på forskellige områder. Disse standarder skal afløse de mange direktiver, der gælder på områder,= som landene selv bør regulere. Det vil give medlemslandene mulighed for = at hægte sig på, hvis de mener, at standarden passer ind i den nationale kultur.

B= jarke Thomassen er ingeniør og HD i udenrigshandel. Han har været radikal formand= i Vejen kommune, hvor han en tid var medlem af kommunalbestyrelsen. Han har også været folketingskandidat i Grindstedkredsen og medlem af d= en radikale hovedbestyrelse.

Tilbage til toppen=

Hovedtræk i EU's udvikling

Af Sven Skovmand

1952

Kul- og Stålfællesskabet etableres i Paris mellem Frankrig, Vesttyskland, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg. Hovedsædet lægges i Luxembourg, hvor man som i det senere EF og= EU har både et ministerråd, en regering – »Den H&oslas= h;je Myndighed« – et parlament og en domstol.

   &nb= sp; Parlamentet, der kaldes med det franske udtryk »Forsamlingen«, har alene en rådgivende funktion. Dets medlemmer skal være medlemmer af et af medlemslandenes parlamenter. Da man mangler en passende sal i Luxembourg, holdes Parlamentets møder i starten i Europarådets bygning i Strasbourg.

   &nb= sp; Den Høje Myndighed ledes af den franske topembedsmand Jean Monnet, der f= ik den franske udenrigsminister, Robert Schuman, til at fremsætte forsla= get i 1950.

1958

Kul- og Stålfællesskabet udvides på= et møde i Rom med to nye organisationer: Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, EØF, og Euratom, der beskæftiger sig med atomenergi.

   &nb= sp; Den Høje Myndighed omdøbes til Kommissionen og flytter sammen med Ministerrådet til Bruxelles. Derimod forbliver både Parlamentets administration og Domstolen samt Revisionsretten i Luxembourg. Her indrettes også en mødesal for Parlamentet, og i en periode holdes der st= ort set lige mange møder i Luxembourg og Strasbourg.
   &nb= sp; Langt den vigtigste af de tre organisationer er EØF, som er en toldunion, = der i daglig tale kaldes for »Fællesmarkedet«. Traktaten om EØF kaldes også for »Rom-traktaten« efter det sted, hvor den er vedtaget.

   &nb= sp; Ud over de nævnte organisationer oprettes et Økonomisk og Socialt Udvalg, der som medlemmer har repræsentanter fra forskellige organisationer i medlemslandene. Udvalget, der får sæde i Bruxelles, har i lighed med Parlamentet kun en rådgivende funktion.

1963

Frankrigs præsident, Charles de Gaulle, siger n= ej til at imødekomme en ansøgning fra England om at blive medlem af = Fællesmarkedet. Dermed bortfalder også ansøgningerne fra Danmark, Norge og Irl= and.

1966

En langvarig uoverensstemmelse mellem de Gaulle, og repræsentanter for de øvrige medlemslande fører til, at= man uofficielt vedtager Luxembourg-forliget, der giver det enkelte medlemsland mulighed for at hindre et forslag i at blive gennemført, som det betragter som værende i strid med nationale interesser.

   &nb= sp; Samtidig vedtages det at slutte Kul- og Stålfællesskabet, EØF og Euratom sammen i en enkelt organisation, som man kalder De Europæiske Fællesskaber, EF.

1967

De Gaulle siger endnu engang nej til at optage Englan= d i EF.

1969

Efter at de Gaulle er trådt tilbage, besluttes = det på et møde i Haag at sige ja til Englands ansøgning om medlemskab.

1972

I Norge siger 53 procent af vælgerne nej til at komme = ind i EF ved en afstemning den 25. september.

   &nb= sp; I Danmark siger derimo= d et stort flertal af vælgerne – 63,3 procent af de afgivne stemmer – ja til EF ved en folkeafstemning den 2. oktober. =

   &nb= sp; På et møde kort efter vedtages det at oprette en ny organisation, Det Europæiske Råd. Rådet bliver ikke forankret i en traktat,= men kommer alligevel til at spille en afgørende rolle i de følgen= de år. Dets to årlige møder kaldes i daglig tale for »topmøder«.

1973

England, Irland og Danmark optages som medlemmer. Sam= men med Danmark optages også Grønland, mens Færøerne får udskudt beslutningen i tre år, hvorpå de siger nej til medlemskab.

1975

En ændring af Rom-traktaten betyder, at EU's bu= dget i fremtiden skal godkendes af Parlamentet. Ændringen får i første omgang kun begrænset betydning, da Parlamentets medlemm= er udpeges af de nationale parlamenter.        =             &nb= sp;            =             &nb= sp;

1979

EU's parlament vælges for første gang ved direkte valg. Danmark har 16 pladser, hvoraf den ene på forhånd= er reserveret til Grønland og bliver besat af Finn Lynge fra partiet Siumut, der med indførelsen af det grønlandske hjemmestyre ha= r fået regeringsmagten i Grønland.

   &nb= sp; Af de 15 danske pladser får Folkebevægelsen mod EF 4, mens Socialdemokratiet og Venstre hver får 3, De Konservative 2, SF 1, Centrum-Demokraterne 1 og Dansk Folkeparti 1.

   &nb= sp; Da Parlamentet nu har over 400 medlemmer, bliver parlamentssalen i Luxembourg = for lille, og møderne holdes i de følgende år i Strasbourg. Luxembourg sørger ganske vist for, at der et par år senere byg= ges en stor mødesal, men der holdes kun et enkelt møde i den. Det hænger formentlig sammen med, at byen Strasbourg på et tidligt tidspunkt har skabt gode forhold for parlamentsmedlemmerne ved at opf&oslas= h;re en ny bygning med kontorer, hvor hvert enkelt medlem har fået et kont= or med bad.

   &nb= sp; Hermed har man lagt grundlaget for Parlamentets meget omtalte rejsecirkus. Da Parlamentets hovedsæde og bibliotek bliver ved med at ligge i Luxembo= urg, skal der til hvert af de månedlige møder køres i tusind= vis af bokse med dokumenter fra Luxembourg til Strasbourg og tilbage igen. Andre dokumenter fragtes fra Luxembourg til Bruxelles, hvor Parlamentets udvalg holder deres møder.

   &nb= sp; Parlamentet har gentagne gange søgt at ændre dette forhold og få alle møder flyttet til Bruxelles, hvor man også ønsker, at kontorerne skal ligge. Men det er strandet på modstand fra Luxembourg= og Frankrig. Luxembourg har siden 1957 haft et traktatfæstet krav p&arin= g;, at Parlamentets hovedsæde skal ligge i Luxembourg, og Frankrig f&arin= g;r med Edinburgh-afgørelsen i 1992 fastslået, at hovedparten af Parlamentets møder skal holdes i Strasbourg.

   &nb= sp; Den omstændighed, at Parlamentet nu er folkevalgt, giver det en styrke, s= om det ikke før har haft, og som det i de følgende år får udbygget. De to vigtigste magtmidler er retten til at sige nej til EU's bud= get og det forhold, at et flertal af Parlamentets medlem kan afsætte Kommissionen.

1981

Grækenland bliver medlem af EF.

1985

Grønland træder ud af EF, efter at en folkeafstemning i 1982 giver flertal imod medlemskab.

   &nb= sp; Et topmøde i Rom beslutter mod Danmarks, Englands og Grækenlands protest at forberede en vidtgående ændring af EF's traktater. D= et fører til Den europæiske Fælles Akt (af den danske reger= ing kaldt »EF-pakken«), som underskrives i 1986.<= /p>

1986

Spanien og Portugal bliver medlemmer af EU.

   &nb= sp; Den Europæiske Fælles Akt forkastes af det danske Folketing, men statsminister Poul Schlüter får derefter udskrevet en vejledende folkeafstemning, hvor 56,2 procent stemmer ja.

1987

Den europæiske Fælles Akt (af den danske regering kaldt »EF-pakken«) træder i kraft. Dens vigtigste træk er, at det hidtidige krav om enstemmighed ved harmoniseringer (R= om-traktatens artikel 100) som hovedregel bortfalder. Undtaget er dog skatter og afgifter, fri bevægelighed for personer og bestemmelser vedrørende ansat= tes rettigheder og interesser. Harmoniseringer kan herefter vedtages med kvalificeret flertal, hvilket reelt betyder, at vetoretten bliver afskaffet= .

   &nb= sp; Et kvalificeret flertal betyder på dette tidspunkt, at 54 af EU-landenes= 76 stemmer skal gå ind for et forslag, for at det kan vedtages. England, Frankrig, Tyskland og Italien har på dette tidspunkt hver 10 stemmer, Spanien 8, Holland, Belgien, Grækenland og Portugal hver 5, Danmark og Irland hver 3 og Luxembourg 2.

   &nb= sp; Det bliver i traktaten fastslået, at de enkelte lande i forbindelse med regler for miljø og arbejdsmiljø kan fastholde deres egne reg= ler, hvis blot de ikke strider imod traktaten. Denne regel, som bliver kaldt »Miljøgarantien«, bliver dog sjældent udnyttet.

   &nb= sp; En anden vigtig bestemmelse er, at Parlamentet får øget magt. Hvor det før i tiden blot kunne udtale sig om de forslag, som Kommissionen sendte til Ministerrådet, kan det nu sige ja eller nej til de forslag, som Ministerrådet vedtager. Hvis over halvdelen af Parlamentets medle= mmer siger nej til et forslag, skal det tages op i Ministerrådet igen. Og = hvis blot et af rådets medlemmer herefter stemmer nej, skal sagen igen behandles af Kommissionen.

   &nb= sp; Den fælles akt forpligter desuden landene til at rådspørge hinanden om alle vigtige udenrigspolitiske spørgsmål.

   &nb= sp; Udover disse konkrete beslutninger opstiller man en række fremtidige må= ;l. I indledningen bliver det sagt, at man vil omskabe samarbejdet til en europæisk union. Som et led i dette mål vil man arbejde på= ; at få skabt en økonomisk og monetær union – ØMU'en. Og man fastslår, at der fem år senere skal holde= s en ny konference til gennemførelse af disse mål.

1990

Tyskland, Frankrig, Holland, Belgien og Luxembourg underskriver Schengen-aftalen, som gennem et forstærket politisamarbe= jde og en fælles efterretningsvirksomhed skal gøre det muligt at afskaffe grænsekontrollen mellem landene. I de følgende å= ;r tilslutter også de øvrige EU-lande sig aftalen.

1992

EU's regeringschefer underskriver Maastricht-traktate= n, der fortsætter det arbejde, som blev påbegyndt med den Europæ= iske Fælles Akt.

   &nb= sp; Det siges nu direkte, at der er tale om en union, og EF bliver da også ko= rt efter omdøbt til Den Europæiske Union, EU. Man opstiller også reglerne for den økonomiske og monetære union, som = blev bebudet i den Europæiske Fælles Akt, og som alle medlemslande er forpligtede til at deltage i – med undtagelse af Danmark og England, = der får ret til at holde sig udenfor.

   &nb= sp; Samtidig lægges der op til, at EU skal have en militær rolle. I første omgang gennem Den Vesteuropæiske Union, der som en slags forgænger for NATO blev skabt i 1947 og omfattede England, Frankrig, Holland, Belgien og Luxembourg. 9 af EU's dengang 12 medlemslande er allere= de medlemmer, og man opfordrer de resterende tre – Danmark, Irland og Grækenland – til at blive medlemmer.

   &nb= sp; Et helt afgørende punkt står i en bisætning under EU's mål. Det er, at man som mål har »at opretholde gæld= ende fællesskabsret fuldt ud«.

   &nb= sp; »Gældende fællesskabsret« er et udtryk, som kun findes i den danske udgav= e af Maastricht-traktaten. På alle andre sprog bruger man det franske udtr= yk »l'acquis communautaire«. Dette udtryk betyder, at man skal respektere alle de eksisterende fællesskabsregler, sådan som de= er eller vil blive fortolket af EF-Domstolen i Luxembourg. <= /p>
   &nb= sp; Indtil Maastricht-traktaten kan de enkelte medlemslande i teorien sige nej til at = rette sig efter Domstolens domme, herunder dommen i sagen Costa mod ENEL fra 1964, hvor Domstolen for første gang fastslog, at EU's love altid går forud for medlemslandenes bestemmelser.

   &nb= sp; I traktaten sker der en yderligere udvidelse af Parlamentets indflydelse. Det får således mulighed for at udpege en ombudsmand efter skandina= visk mønster.

   &nb= sp; Parlamentet får også medbestemmelse ved udnævnelsen af en ny Kommissi= on, idet Kommissionen og dens medlemmer i fremtiden skal godkendes af et flerta= l i Parlamentet. Hvis dette flertal ikke bliver opnået, må Ministerrådet komme med et nyt forslag. Hvad der vil ske, hvis Parlamentet og Ministerrådet bliver ved med at være uenige, står der ikke noget om.

   &nb= sp; Parlamentet får også mulighed for helt at afvise forslag fra Ministerr&arin= g;det, hvis et absolut flertal af dets medlemmer stemmer for det.

   &nb= sp; Endelig får traktaten udvidet sit område, idet det nu også skal omfatte udenrigspolitik og retspolitik. Disse to områder, som populært bliver kaldt for »søjle 2« og »søjle 3«, skal dog i modsætning til traktatens hidtidige område – »søjle 1« – væ= ;re mellemstatslige, hvad der betyder, at de enkelte lande har vetoret mod alle beslutninger.

   &nb= sp; De samme regler gælder det »unionsborgerskab«, som omtales i traktaten.

   &nb= sp; I forbindelse med traktaten bliver vedføjet en række protokoller, hvoraf én har særlig interesse for Danmark. Den tillader nemlig Danmarks forbud mod udlændinges erhvervelse af sommerhuse og har følgende formulering: »Uanset bestemmelserne i traktaten kan Danmark opretholde den gældende lovgivning om erhvervelse af ejendomm= e, der ikke er helårsboliger.«

--------------------------

De danske vælgere siger ved en folkeafstemning = den 2. juni nej til traktaten med et spinkelt flertal – 50,7 mod 49,3. Da ændringer af traktaten skal være enstemmige, søger man på et topmøde i Edinburgh senere på året at finde = et kompromis, som vil kunne få de danske vælgere til at stemme ja = ved en ny folkeafstemning.

   &nb= sp; Kompromisset går ud på, at Danmark skal have ret til en selvstændig politik på fire områder. Danmark skal kunne holde sig uden for sidste fase af den økonomiske og monetære union, Danmark skal kunne holde sig uden for fremtidige beslutninger på det militær= e og retslige område, og man skal også kunne sige nej til en udbygni= ng af unionsborgerskabet.

1993

Ved en folkeafstemning den 18. maj siger 56,7 procent= af de danske vælgere ja til Maastricht-traktaten med de tilføjelser,= der følger af Edinburgh-afgørelsen.

1994

Ved folkeafstemninger om medlemskab i Østrig, Finland, Sverige og Norge er der flertal for indmeldelse i de tre fø= rste lande – i Sverige dog kun 52,2 procent. Nordmændene stemmer der= imod nej med 52,3 procent. De tre andre lande bliver derefter medlemmer fra 1995= .

1998

Vedtagelse af Amsterdam-traktaten, der bringer system= atik i de mange tilføjelser, der i tidens løb er lavet til den oprindelige Rom-traktat. Herudover er der en række stramninger i forh= old til tidligere traktater.

   &nb= sp; Hvor Maastricht-traktaten således taler om, at der på langt sigt skal være en fælles forsvarspolitik, taler Amsterdam-traktaten om en »gradvis udformning af en fælles forsvarspolitik, som vil kunne føre til et fælles forsvar.«

   &nb= sp; På det udenrigspolitiske område overdrager traktaten den besluttende myndighed til Det Europæiske Råd – topmøderne R= 11; hvor den hidtil har hørt under Ministerrådet. Det Europæ= iske Råd får også til opgave at træffe den endelige beslutning om en europæisk forsvarspolitik. Traktaten gør endvidere generalsekretæren for Ministerrådet til den faste repræsentant for EU i spørgsmål om fælles udenrigs= - og sikkerhedspolitik.

   &nb= sp; På det retslige område udbygger traktaten det politimæssige samarb= ejde og samarbejdet i kriminalsager – noget der bliver taget i brug i forbindelse med terrorangrebet på World Trade Center i New York i 200= 1.

   &nb= sp; Derudover bliver det gjort muligt, at enkelte medlemslande kan få et tætt= ere indbyrdes samarbejde end det, der er forudset i traktaten.

   &nb= sp; Det fastslås, at grænsekontrollen inden for EU's område skal afskaffes i løbet af en 5-årig periode, samtidig med at der sk= al indføres en udvidet kontrol ved EU's ydre grænser.<= /span>

   &nb= sp; Amsterdam-traktaten indskrænker også den i 1986 indførte »miljøgaranti«, idet man direkte udelukker, at den kan bruges til at indføre nye regler, medmindre de på forhån= d er godkendt af Kommissionen. Derudover kræves det, at der skal være tale om problemer, som kun gælder for den pågældende medlemsstat.

   &nb= sp; Med hensyn til institutionerne fastslås det, at Parlamentet ikke må have mere end 700 medlemmer. Optagelse af nye medlemslande vil derfor betyd= e, at det enkelte land vil få færre repræsentanter i Parlamentet.

   &nb= sp; Det fastslås desuden, at man skal offentliggøre alle de sager, som bliver bragt til afstemning i Ministerrådet, og at det samme skal gælde alle stemmeforklaringer og erklæringer til mødeprotokollen.

   &nb= sp; Parlamentet får endnu engang styrket sin indflydelse ved, at det nu ikke alene sk= al godkende den samlede kommission, men også godkende formanden særskilt.

   &nb= sp; Ved den danske folkeafstemning stemmer 55,1 ja.

2000

Ved en folkeafstemning den 28. september stemmer 53,2= procent nej til, at Danmark skal gå over til at bruge Euroen i stedet for Kro= nen.

--------

På baggrund af den forestående udvidelse = af EU med 12 nye medlemmer underskrives i Nice en traktat, der skal foretage de ændringer af traktaten, som man i den anledning finder nødvend= ige.

   &nb= sp; Det fastslås således i en protokol, at Parlamentet højst må have 732 medlemmer, hvilket betyder, at det danske antal af mandat= er falder til 14 i 2004 og 13 i 2009. Antallet af stemmer i Ministerrådet udvides efter udvidelsen til 27 medlemmer til 345, hvoraf Danmark får= de 7.

   &nb= sp; For at få et kvalificeret flertal i Ministerrådet skal et forslag herefter have 258 stemmer, mens 88 stemmer er nødvendige for at kunne blokere et forslag. Et enkelt medlemsland kan dog kræve, at et forslag skal have stemmer, der svarer til mindst 62 procent af EU's befolkning. Er dette krav ikke opfyldt, bortfalder forslaget.

   &nb= sp; Det udvidede antal medlemslande betyder efter traktaten, at der ved nyvalget af Kommissionen – altså i 2009 – skal vælges et antal,= der er mindre end antallet af medlemslande. En rotationsordning, der skal være ens for store og små medlemslande, skal sikre, at medlemslande, der i første omgang har mistet deres kommissær, får en repræsentant i den næste kommission.

   &nb= sp; Hvor der hidtil har skullet være enstemmighed i Ministerrådet med he= nsyn til indstilling af Kommission= ens formand, skal indstillingen i fremtiden ske med kvalificeret flertal. Det s= amme gælder de øvrige medlemmer af Kommissionen.<= /p>
   &nb= sp; Kommissionens formand får en væsentlig styrket stilling, idet han ikke blot bestemmer hvilke arbejdsområder de enkelte kommissærer skal hav= e, men også vil kunne fyre kommissærer, der efter hans opfattelse = ikke har varetaget deres arbejde ordentligt. Det sidste forudsætter dog, a= t et flertal af Kommissionens medlemmer stemmer for det.

   &nb= sp; Også EU's generalsekretær og vicegeneralsekretær skal i fremtiden vælges ved kvalificeret flertal, hvor der hidtil har skullet væ= re enstemmighed.

   &nb= sp; Topmøderne skal i fremtiden holdes i Bruxelles og ikke som hidtil i de lande, der har varetaget formandskabet.

   &nb= sp; Ud over disse bestemmelser opretter traktaten et udvalg til social beskyttelse, der skal støtte folk med sociale problemer og desuden kunne tage kon= takt til arbejdsmarkedets parter.

   &nb= sp; Det gøres også muligt for Ministerrådet i samarbejde med Parlamentet at fastsætte regler for europæiske politiske partie= r.

2001

De irske vælgere stemmer nej til Nice-traktaten= med 53,9 procent. Stemmedeltagelsen er dog kun 32,9 procent, og de ledende irske politikere mener derfor, at en ny afstemning kan skaffe flertal.=

---------------------

Der nedsættes et »konvent« med den tidligere franske præsident, Giscard d'Estaing som formand. Konventet skal udarbejde den grundlov for EU, som i Danmark har fået betegnelsen »Forfatningstraktaten«. Konventet har 105 medlemmer, men styres= i praksis af et præsidium på 12 medlemmer.

2002

De irske vælgere stemmer påny om Nice-traktaten, denne gang med en stemmeprocent på 48,9 procent. 63 procent stemmer ja.

2003

Ved en folkeafstemning i Sverige stemmer 56,1 procent= af svenskerne nej til at bruge Euroen.

2004

Nice-traktaten træder i kraft.

----------

I maj bliver 10 nye lande medlemmer af EU. Det er Pol= en, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien, Estland, Letland og Litauen samt Ma= lta og den græske del af Cypern. Rumænien og Bulgarien må der= imod vente til 2007 med at blive medlemmer.

   &nb= sp; Som følge af udvidelsen får Danmark ved det efterfølgende parlamentsvalg kun 14 pladser.

-----------

På et topmøde underskrives »trakta= ten om en forfatning for Europa« – den som modstanderne kalder »EU-grundloven«.

   &nb= sp; Forfatningen adskiller sig på mange måder radikalt fra de hidtidige traktate= r. Den ophæver således helt skillelinjen mellem de tre søjl= er, der blev indført i Maastricht-traktaten. Både handelspolitik, = udenrigspolitik og retspolitik er nu gjort overnationale, hvilket vil sige, at EU's domstol= i Luxembourg kan træffe principielle afgørelser på alle punkter.

   &nb= sp; Forfatningen siger også, at EU har status som en juridisk person. Det betyder, at = EU som helhed kan indgå internationale aftaler og blandt andet tiltræde den europæiske menneskerettighedskonvention.

   &nb= sp; På det udenrigs- og militærpolitiske område skal EU have båd= e en udenrigsminister og en fast udenrigstjeneste. Medlemslandene forpligter sig= til hvert år at forbedre deres militære situation, indtil den godke= ndes af et agentur, der også skal samordne indkøb og produktion af våben. Medlemsstaterne forpligter sig til at støtte hinanden i tilfælde af terrorangreb. Der åbnes mulighed for, at EU-lande m= ed et stærkt forsvar kan indføre mere vidtgående samarbejde under forudsætning af, at de mindst udgør en tredjedel af EU's medlemslande.

   &nb= sp; På det retspolitiske område skal EU have adgang til at indføre minimumsregler for strafbare forhold og straffe.

   &nb= sp; Forfatningen fastslår, at EU's traktater og lovgivning altid går forud for medlemsstaternes ret.

   &nb= sp; Til gengæld har den en paragraf om udmeldelse og en redegørelse fo= r de procedurer, der skal følges. Aftalen herom skal godkendes af Ministerrådet med kvalificeret flertal og af et flertal i Parlamentet. En forkastelse af aft= alen kan dog højst forsinke udmeldelsen med to år.

   &nb= sp; Endvidere har man indføjet et charter om grundlæggende rettigheder, der oprindelig blev vedtaget på topmødet i Nice i 2000 – den= gang dog ikke som en del af traktaten. Denne tilføjelse er et af de punkt= er, der er mest uenighed om. Tilhængerne hæfter sig ved chartrets positive træk, mens modstanderne frygter, at det kan føre til konflikt mellem den europæiske menneskeretsdomstol i Strasbourg og EU= 's domstol i Luxembourg.

----------

Med hensyn til institutionerne giver forfatningen Det Europæiske Råd en stærkere stilling, idet det skal overta= ge mange af de beføjelser, der i dag hører under Ministerrådet. Det er således Det Europæiske Råd, d= er med kvalificeret flertal indstiller medlemmerne af Kommissionen og udnævner udenrigsministeren.

   &nb= sp; Formanden for Det Europæiske Råd skal desuden vælges for to et halvt år ad gangen.

   &nb= sp; Det Europæiske Råd får desuden mulighed for at afskaffe vetoretten på alle de ønskede områder, blot der er enstemmighed blandt medlemslandene i rådet. Denne mulighed kaldes også »passerellen« – det franske ord for »gangbro«

   &nb= sp; Reglerne for kvalificeret flertal ændres, så det i fremtiden er nok med = 55 procent af stemmerne, og det bliver dermed tilsvarende sværere at blo= kere for et forslag. For at et forslag kan vedtages, skal de lande, der stemmer = for, dog have mindst 65 procent af EU's samlede befolkning.

   &nb= sp; Det fastslås endvidere, at Parlamentet højst må have 750 medlemmer, og at det har hjemsted i Strasbourg, hvor mindst 12 møder skal holdes hvert år. Administrationen skal fortsat ligge i Luxembour= g.

   &nb= sp; Indsamles der mindst en million underskrifter, kan man fremsætte en opfordring = til Kommissionen om at tage sig af et bestemt problem.

   &nb= sp; Kommissionen skal – efter de behørige vedtagelser i Det Europæiske Råd og Parlamentet – kunne skaffe sig egne indtægter.

2005

Forfatningsforslaget falder ved afstemninger i Frankr= ig og Holland. I Frankrig stemmer 54,9 procent nej og i Holland 61,5 procent. Det= te fører til den fase, der kaldes »Tænkepausen«, og s= om vi endnu befinder os i.

Tilbage til toppen=